Ved budgetforhandlingerne for 2012 stillede SF forslag om, at der bevilligedes penge til at Café Paraplyen på Nyelandsvej, som er en del af KFUM’s sociale arbejde, kunne holde åbent om søndagen. Det var nemlig vores erfaring, at der var adskillige ensomme eller udsatte borgere for hvem en weekend kunne synes meget lang og tung.
Der blev afsat 200.000 kr. til formålet i årene 2012 og 2013. Den seneste evaluering viser nu med tydelighed, at søndagsåbningen har været en stor succes. Behovet har i hvert fald været til stede. Således er der om søndagen i snit kommet 35-55 gæster og frivillige, og begge grupper har meldt meget positivt tilbage om udvidelsen.
Så når nogen spørger, hvorfor SF har taget medansvar for budgetter med tidsler, er en del af svaret, at der ellers ikke ville have været de roser på fx socialområdet som SF gang på gang havde taget på sig at yde omsorg over for.
I SF kan vi ikke forestille os andet end at bevillingen vil blive videreført i årene frem, så vi som kommune kan gøre vores bedste for, at understøtte den indsats som de mange frivillige ligger for dagen.
(Bragt forkortet i Frederiksberg Bladet den 19. marts 2013)