På den ene side er det glædeligt, at BT med sin beskrivelse af polske Joannas ekstreme liv som prostitueret i Danmark, er med til at åbne folks øjne. På den anden side bliver man så trist over, at der fortsat er så mange danske politikere der agerer så berøringsangst over for prostitutionsproblematikken. De lukker bekvemt øjnene for den udnyttelse af medmennesker, der foregår døgnet rundt, året rundt i den danske sexindustri. Hvor meget mere skal der til, før politikerne tør gribe ind over for danske sexkøbere?
Sexkøbere, der er fuldkommen ligeglade med den prostitueredes helbred, så længe de får deres betalte udløsning. Prostitution er så krænkende, og de mennesker, der organiserer prostitutionen, så kyniske og kriminelle, at det kan være vanskeligt at rumme al den elendighed, vold og grusomhed.
BT’s artikler afdækker ud over fortællingen om kvinder som seksuelle varer også et enormt omfang af bedrageri med huslejer, skatteunddragelse, tvang, voldtægt og dødstrusler. I 8. marts-initiativet mener vi, at der er brug for et forbud mod køb af sex samt endnu mere efterretningsmæssig fokus på alfonser, bagmænd, udlejere og menneskehandlere.
Andet kan vi som ansvarligt velfærdssamfund ikke være bekendt.
(Bragt i BT den 16. januar 2012)