Dansk økonomi står med store udfordringer. Vi er i recession, har høj ledighed og Folketingets vigtigste udfordring lige nu er derfor at få gang i hjulene og skabe nye arbejdspladser. Danmark skal ud af krisen nu!
I SF mener vi, at der er brug for at kickstarte økonomien nu og her, hvis vi skal vende nedturen. Derfor bør der fremrykkes offentlige investeringer for 10 milliarder kroner i 2012, så vi kan få renoveret landets folkeskoler og bygget nye ungdomsboliger mens vi har ledige hænder til det. Sådan en vækstpakke vil skabe private arbejdspladser til alle de håndværkere, der skal udføre arbejdet.
Samtidig vil vi give produktionsvirksomheder, der investerer i vækst og nye arbejdspladser, en skattefordel i form af et såkaldt investeringsvindue. Det betyder en skatterabat, hvis man investerer her og nu, og giver dermed det produktive erhvervsliv en chance for at komme ud af krisen. Det skaber også private arbejdspladser og sætter dermed gang i hjulene.
Dét er vores vej ud af krisen. Dét er vores løsninger. Lad os da få brede forhandlinger om en vækstpakke i Folketinget på den baggrund, Lars Løkke.
(Bragt i Østerbro Avis den 31. august 2011)