Bispeengbuen – en urban gave til Frederiksberg

Det er blevet sagt, at Bispeengbuens sving, reelt er det eneste sted, hvor hovedstaden ligner en storby. Nogle vil måske undre sig over, at man kan kalde området omkring dette monstrøse vejsving for ’en gave’ til kommunen. Men ikke desto mindre har dette område en rå og urban karakter, der gør at man i den fremtidige byudvikling af området umuligt kan omdanne det til en pyssenysse-lokalitet med laber vandkunst.

Dette var for mig at se det altoverskyggende hovedbudskab på det virkelig gode idéseminar, som kommunens Bygge-, Plan- og Miljøafdeling havde arrangeret d. 18. maj på Professionshøjskolen Metropol. Her fik alle de heldige fremmødte adskillige inspirerende oplæg, at tage med hjem og gruble over. Fagligheden og lidenskaben for netop deres speciale var tydelig at spore hos alle oplægsholdere, og jeg må tillade mig at sige, at visionerne var totalt blottet for konservatisme. Man siger at alle vil have fornyelse, men ingen vil have forandring. Det var ikke tilfældet denne aften.

Arkitekt Helle Juul fortalte om byens rum som katalysator for forandring, og pointerede bl.a. at man hidtil på Frederiksberg havde formået at bygge mere for den kreative klasse der ligner én selv. Repræsentanter for nogen der ikke ligner de fleste på Frederiksberg, var William Frederiksen, leder af Copenhagen Skatepark og herunder X-Hall ved Fuglebakken Station, og kulturplanlægger Erik Skibsted Hey, der bl.a. har været med til at skabe Plug n’ Play i Ørestaden. De havde med deres viden om skaterkultur, og urban idrætsudfoldelse meget at give videre til Frederiksberg.

De adskillige søjler, som Vejdirektorat kun vil tillade forandret med maling skal ses som områdets potentiale. Heldigvis, for ellers ville byudviklingen stå med en umulig udfordring. Men at der er råd for alt, så man da landskabsarkitekt Jacob Fischer præsenterede byrumsprojektet ’Liv under Buen’. Inspireret af søjlerne er det bl.a. planen at skabe et superinspirerende klatreunivers for børn, unge, voksne og dygtigere udøvere af parkoursporten. At søjlerne heldigvis også kan benyttes til kunstneriske udtryk har billedkunstneren ’Armsrock’ i foråret vist under projektet LYSLYD.

Hvis Frederiksberg Have fungerer som kommunens forhave i syd (selvom den ejes af staten), kan området omkring Bispeengbuen komme til at blive en folkets og ungdommens baghave i nord. Et sted, hvor Nørrebro kan møde Frederiksberg, og hvor begge parter kan bidrage med det bedste de rummer når der bogstaveligt talt tænkes på tværs. I denne smeltedigel kan der opstå en kulturel perle, med plads til det skæve og det kreative, og hvor mangfoldighed og forskellighed er en styrke. Musisk vil man allerede til august i år opleve, at den elektroniske musikfestival ’Strøm’ vil afholde koncerter under buen.

Begejstringen vil ingen ende tage. Men så er der bare lige det med økonomien og alle de private ejerskaber, men for nuværende vælger jeg bare at glæde mig over visionerne. For uden dem kunne resten jo næsten være ligegyldigt, og jeg vil hellere tage glæderne end sorgerne på forskud.

(Frederiksberg Bladet d. 25. maj 2010)