I går blev der taget afsked til Gert Petersen – SF’s formand fra 1974-1991 som døde d. 1. januar. I kapellet på Vestre Kirkegård blev der holdt stærke og lærerige taler af Pernille Frahm, Svend Auken og Holger K. Nielsen. Ligesom vi til mindehøjtideligheden fik lejlighed til atter at høre en talevarm Auken, men også Søvndal og Margrete Auken holde gode mindetaler. Når man som jeg af gode grunde ikke var politisk aktiv mens SF var under Gerts ledelse er det væsentligt, lærerigt, nødvendigt og ofte morsomt at høre rutinerede kræfter fortælle om Gert og SF’s historie – gennem personlige beretninger.
Selv forbinder jeg især Gert P. med et for mig at se centralt begreb for en socialist – ‘udogmatisk’ (burde i grunden betegne alle politikere!). For mig betegner det den nødvendige evne til ikke at stå i stampe, men fortsat bevæge sig med verden. Det betegner evnen til selvkritik og viljen til sagligt at skifte standpunkt. Det var en lære som han i takt med alderen vedblev at holde i hævd. Også Søvndal har fremhævet dette i Politiken, hvorfor der nok må siges at være noget om det.
Selv husker jeg især en personlig oplevelse fra Kulturnatten i 2007, hvor jeg i SF’s lokaler talte med ham i et sofamøblement. Mange medlemmer ønskede stadig at hilse på ham for at vise deres respekt. Han gav sig tid til dette. På et tidspunkt dukkede der en agitator fra Schiller Instituttet op. På trods af, som Gert efterfølgende bemærkede, at han førhen var blevet plaget af deres tåbelige agitatoriske holdningsudbredelse, og derfor udemærket vidste at ‘enetalen’ ville ende ukonstruktivt, ja så lod han med tålmodighed og selvbeherskelse først manden tale. Først da det nærmede sig religiøs manuduktion, og manden først ikke respekterede en fin hentydning, og ej heller en mere klar besked – først da trådte Gert i karakter. Jeg sad på det tidspunkt og overvejede om jeg skulle hjælpe den gamle rorgænger med at slippe ud af pinslen, han var jo trods alt oppe i årene. Men jeg behøvede overhovedet ikke at gøre mig den slags overvejelser, for i det samme hævede Gert stemmen og bad utvetydigt manden om at stoppe og efterfølgende gå sin vej. Gert klarede på smukkeste vis situationen, og jeg havde selv set, hvordan han gav folk en chance for at sige fornuftige ting, eller selv komme til fornuft, men at han så heller ikke var sen til at give dem klar besked. Han var altså udogmatisk, men så sandelig også karakter- og principfast.
En ægte leder. En større demokrat end en borgerlig regering nogensinde vil være, og derudover ‘stil’mæssigt forud for partiet. Hans røde seler er således et af de stærkeste brands nogensinde skabt i dansk politik – og endda før den slags kom på mode – i SF såvel som i andre partier.
Billedet af Gert P. på en talerstol virkede på mig som en af de største inspirationer til selv at handle. Tak for det.
Æret være hans minde og tak til familien for på flotteste vis at lade partikammerater fejre hans liv i går.