Atter engang har missionen i Afghanistan kostet danske soldaters liv. Det er tragisk, og det gør ondt at tænke på disse unge mænds pårørende som her i dag har fået besked om deres søns – brors eller barnebarns død.
Dødsfald i krig/fredsbevarende/fredsskabende missioner skal aldrig i sig selv misbruges til at kræve fornyet politisk og offentlig debat. Men engang imellem skal der desværre grimme oplevelser til før opmærksomheden rettes mod de problematiske sider af dansk udenrigspolitik. Og omvendt kan man sige – at de danske politikere (og især regeringen) skylder de udsendte danske soldater og efterladte til dræbte soldater, konstant at være villige til at evaluere deres udenrigspolitiske beslutninger. Alt andet er en demokratisk falliterklæring og udvisning af manglende respekt for dræbte (til dato ialt 22 i Afghanistan heraf 12 alene i 2008) og levende danske soldater.Jeg vil påstå at missionen i Afghanistan til stadighed ikke er blevet udsat for tilpas kritiske øjne af regering og offentlighed. Vi har været en del af Afghanistan-missionen siden januar 2002. Der er altså snart gået 7 år. Regeringen (og USA) kan måske vælge at sætte deres lid til Bibelens kvæde om at der efter syv magre år følger syv fede. Faktisk tror jeg desværre, at håbløse religiøse argumenter vil være dem der bringer de mest positive fremtidsudsigter med sig – og det siger alt.
Vi skal konstant forny svarene på spørgsmål som: Hvorfor er vi i Afghanistan og hvordan er vi i Afghanistan? Sammenkædes disse to spørgsmål når man frem til kernen: Nemlig – er der sammenhæng mellem mål og midler? Bringer missionens samlede udførelse os tættere på de formulerede mål.
Desværre har jeg oplevet, at politiske grunde har skygget for at der på saglig vis blev gået i kødet på disse spørgsmål. Især kommer jeg til at tænke på forskellige folketingsdebatter, og desuden en konference i Atlantsammenslutningen som jeg deltog i for godt 1½ år siden. Programmet lød som følger:
Copenhagen Conference: ’Hvad nu med Afghanistan?’
København, 15. maj 2007: Konference på Kastellet ledet af journalist Niels Brinch (TV2)med Chef for Dansk Institut for Militære Studier, Ph.d. Mikkel Vedby Rasmussen; Chef for Udenrigsministeriets Afghanistan-kontor, Pernille
Dueholm; Chef for opklaringsbataljonen i Helmand-provinsen i Afghanistan, oberstløjtnant Hans-Christian
Mathiesen. Formålet med konferencen var at sætte fokus på udviklingen i Afghanistan, herunder blev
følgende spørgsmål debatteret:
• Danmark, EU og NATO i Afghanistan, herunder betydningen af nationale militære begrænsninger for
NATO-missionen.
• Succeskriterier i Afghanistan – mål og midler
• Samtænkning som går ud på at koordinere den militære og civile (udviklingsmæssige) indsats
• Nødvendigheden af en regional tilgang til at få succes i Afghanistan (Pakistan, Iran, Centralasien)
• Manglende grundlæggende forståelse for afghansk kultur, etnicitet, strukturer mv.
• Sammenhænge med den indenrigspolitiske situation i Danmark (jf. den forestående tilbagetrækning fra
Irak)
Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg under konferencen blev mere og mere overbevist om at der var noget alvorligt fat med debatten om den danske Afghanistan-mission. I mine notater skrev jeg: “”Når en repræsentant fra henholdsvis militæret, udenrigsministeriet, forskningen og pressen finder nærmest rørende enighed i et panel, er der for alvor grund til at rynke på de demokratiske bryn.” En kritisk tilgang til den danske mission i Afghanistan var nemlig ikke noget der prægede seminaret.
Niels Brinch kaldte invasionen i Afghanistan for ’Den gode krig’ – som alle er enige om.
Heri ligger måske et af hovedproblemerne. Hvis en krig er ‘god’ behøver man jo ikke debattere den. Og hvis ‘alle er enige’ (her må han have tænkt på det politiske flertal) behøver man jo heller ikke tale om tingene. Men det er netop i sådanne situationer, at der er risiko for at fremture med at træffe skidte beslutninger. Enighed gør stærk siger man – men for meget enighed gør ofte dum!
Jeg medgiver personligt, at der specielt efter 9/11 i USA, og med Al Qaeda som terroristisk bannerfører, kunne findes argumenter for invasionen i Afghanistan. Ihvertfald bedre end i forbindelse med Irak-krigen, men det skulle jo helst ikke lukke ned for en demokratisk og saglig debat om, hvorvidt man er i færd med at vinde eller tabe freden i Afghanistan? Og især om den danske indsats som et udtryk for en militarisering af dansk udenrigspolitik, kan siges at gå klogsskabens eller dumhedens ærinde.
Eller sagt på en anden måde: Har Danmark med et dobbeltfokus på det bløde civile og det hårde militære, sat sig mellem to stole, hvilket i sidste ende vil sende os ned på bagen?