For alle historie-interesserede må gårsdagens spændende Peter Wivel-artikel i Politiken “Europas sidste heks har fået oprejsning” være væsentlig læsning. Det er en journalistisk udgave af historiegenren ‘Mikrohistorie’ – også kaldet ‘historisk antropologi’. Den schweiziske retshistorie fra kantonen Glarus fortæller på nydelig vis om et følelsesbaseret system, hvor beviser frembringes ved tortur, og hvor processen i 1782 mod 47-årige Anna Göldi var gennemført uretfærdig.

Når man har læst den slags og prist sig lykkelig over, at vi ikke har det sådan i dag – ja, så bør skråen altså lige vendes, og øjnene atter rettes kritisk mod vores nutid. Tortur er stadig udbredt, og oplysningerne benyttes gerne af ellers renskurede retsstater.

Politikere ynder til stadighed at blande sig i verserende retssager, og argumenter om højere straf benyttes til stadighed uden andet end følelsesmæssigt belæg.

Det kan desuden tilføjes at retssikkerheden også er under pres. Har du penge så kan du føre sag og få solid bistand – har du ingen så må du gå – (eller i det mindste vente). Og ikke mindst terrorloven har medført administrative udvisninger uden forudgående dom – var der nogle der sagde, at hekseprocesserne endegyldigt afsluttedes i 1782 (i DK dog med halshugningen af Anne Palles i 1693)?

Historien fortæller os om en svunden tid – men ofte fortæller den med andre ord lige så meget om vores egen.