Det er en mærkelig dobbeltfornemmelse jeg sidder med her på en mandag.

I nat var der atter engang ballade og hærværk på Nørrebro. Man burde efterhånden ikke blive rystet over at ca. 100 unge lømler, formentlig størstedelen af anden etnisk oprindelse end dansk, fører sig frem på den måde ved nattetid. Men det tydeliggør det enorme integrationssvigt som samfundet i dag lider under. Det er trist, rystende og beskæmmende. Mine tanker går især til helt almindelige beboere og især med børn som nu igen skal leve utrygt. Hvis vi slipper igennem den nuværende hash/narko/magt/ære-konflikt uden at uskyldige forbipasserende mister liv eller førlighed – ja, så er det desværre lidt af et mirakel. Og rockerne – store mænd – store veste – store motorcykler – men små mennesker. Der er to parter i denne konflikt og de gør mig begge trist til mode.

De Paralympiske Lege i Beijing

Heldigvis bliver humøret langt bedre med de paralympiske lege. Sjældent har jeg set noget så livsbekræftende. Det rummer aspekter af langt større betydning end OL (for ikke-handicappede). At handicappede over hele verden kan se, at der på trods af begrænsninger ikke er grænser for hvor langt man efter sin egen målestok kan nå. Vi kan alle blive vindere.

Men det er der desværre en række unge mænd af indvandrerherkomst der ikke besidder en tro på. Ligesom der også er mange etniske danskere med svære sociale vilkår der har svært ved at se fremtidens lys.

Derfor føler jeg virkelig at der på samme tid er nat og dag. Desværre må man konstatere at det hvis man åbner øjnene er er en velkendt følelse i verden af i dag.

PS. De danske bedrifter ved Paralympics kan følges her: Paralympics.dk – hvilket trist nok som vanligt er nødvendigt eftersom de danske medier underprioriterer de handicappedes OL.