Det nyligt afholdte valg betød atter engang, at flere siddende folketingsmedlemmer for denne gang måtte sige farvel til arbejdet på Christiansborg. I alt 51 blev udskiftet, nogle frivilligt andre fravalgt. De går dog ikke tomhændede derfra idet de hver især får 45.913 kr. i op til 24 måneder. Sammenlagt løber det op i mindst 28 mio. kr.

Det er en delikat balancegang, at tage stilling til om niveauet og længden på ‘efter’lønnen er korrekt. Jeg finder dog, at den i højeste grad kan problematiseres, og vil derfor anbefale at man sætter et uvildigt lønudvalg til at undersøge lønkompensationen. Herunder skal det undersøges om den evt. skulle differentieres ifht. forskellige kriterier, og om der bør tilbagebetales en del, hvis politikeren allerede har et job på hånden. Niveauet af dobbeltlønning skal vurderes ud fra et rimelighedskriterium, hvor en mellemløsning evt. kunne være vejen frem.

For – at fastholde det nuværende niveau kan tælle, at politikere i løbet af arbejdet for landet kan blive nødt til at frasige sig andre mere lukrative stillinger, samt at arbejdsmarkedet kører videre uden dem. Imod dette kan anføres, at en tid på Chr.borg ofte vil være glimrende at have på CV’et. 

Mange år på Borgen kan ‘stemple’ en partifarve ind i en politiker der gør det sværere at finde arbejde visse steder – reelt tyder meget lidt dog på, at dette er et reelt problem. Kompetencerne har vist sig at være stærke nok til at få dette til at blegne. Desuden er det en politikers eget valg, at gå denne vej. Risikoen for ikke at få genvalg, er en erhvervsrisiko på linje med dem som opleves andre steder i samfundet.

Livet som politiker er hårdt, også psykisk – men igen – andre fag i dette land slider også folk ned. Og iøvrigt er det vel ikke alle folketingsmedlemmer der arbejder godt nok – eller koncentreret nok. I visse fravalgstilfælde kan dette jo have spillet en rolle.

Ingen skal altså stå tilbage med økonomiske problemer – men kompensationen skal stå i rimeligt mål.

Kort sagt finder jeg det vigtigt, at spørge ind til den slags ting. Sædvane bør ikke være et kriterium i sig selv, og i sidste ende er det folket der skal stå tilbage med en tillid til det folkevalgte parnas. Så lad kloge mennesker sætte sig og se nærmere på kompensationsordningen. Skulle der dukke tungtvejende argumenter op for en fastholdelse – ja, så tager jeg gerne disse til efterretning.