Det var et brag af et valg for SF – og en stor glæde, at så mange anerkendte al den gode politik vores parti rummer. Der er mange der har arbejdet hårdt på dette – ansatte, politikere, kandidater, græsrødder og aktivister. Tillykke til os alle.
Nu har SF fået bedret sine muligheder for, at sætte mange af de ting i værk, som tidligere blot har kunnet stå som bogstaver på en blok. I organisationen kan der nu oprustes, og vores politikere kan blive endnu dygtigere til hver deres, når de nu har færre områder at forholde sig til – tillykke til de indvalgte – klø på og gør os fortjente til folkets opbakning.
Fogh blev ikke væltet, og det ærgrer meget. SF-festen smager lidt som en lunken øl. SF kan dog ikke lastes for dette – det er fuldstændig evident. Vi førte en solid og sober valgkamp, hvor vi konstant forsøgte at samle oppositionen.
Med 555 personlige stemmer var jeg ikke i nærheden af folketinget, eller en spændende suppleant-post i denne ombæring. Men jeg har lært meget, som jeg tager med mig videre. Tak til alle jer der betroede mig et kryds – jeg tager støtten med mig, som et tegn på, at der er nogen der har set hvad jeg står for, og følt sig repræsenteret.
Jeg tager en form for pause fra bloggeriet, med mindre der sker så væsentlige ting, at jeg ikke kan holde mund. Der skal lige være lidt mere familietid, og så vil jeg få lavet de sidste punkter i mit speciale.
Hvis du har nogen kommentarer til min valgkamp – hvad var godt og hvad var skidt? Så tøv ikke med at skrive en mail til balder@baldersf.dk – også hvis du har helt andre kommentarer.
De bedste hilsner fra Balder