Det danske sundhedsvæsen er med rette under luppen i disse år, og det er et område som alle på den ene eller anden måde kan relatere til. I enhver familie er der medlemmer der har været i kontakt med det danske sundhedsvæsen.

For alle politiske områder gælder det, at man som politiker bliver bedre klædt på, når man selv har stiftet personligt bekendtskab med området. Med andre ord ’fået det ind under huden’.

Det er så også hvad der er sket for mig selv. Det normale er at tage fat i de store linjer, men engang imellem kan fokus på mindre detaljer faktisk være væsentlige.

For snart et år siden var jeg indlagt med min datter på Hvidovre Hospitals børneafdeling. Hendes lidelse krævede en længerevarende penicillin-behandling, som i den første lange tid skulle foregå intravenøst, altså via blodårerne. Til dette lægger man en venflon, med andre ord en varig åbning til en blodåre. I et langt forløb vil man meget ofte være nødt til at omlægge denne venflon, som kan lukke til eller falde ud. Især med mindre børn sker dette hyppigt.

På selve afdelingen var det kun børnelægerne der kunne lægge en sådan. Derudover var det laboranterne med ’blodprøvevognen’ der kom og lagde dem. I pressede situationer kunne man også få anæstesilæger til at komme og gøre det.

I løbet af denne periode oplevede vi så, at der skule lægges ny venflon på tidspunkter, hvor laboranterne ikke var skemalagt til at komme, lægerne var pressede med andre patienter, og anæstesilægerne heller ikke kunne afse tid til at komme til børneafdelingen. De ansatte knoklede, men kunstige fagskel og en normering der ikke kunne klare stressede perioder, hæmmede processen.

Det bevirkede et par gange at der kom tidsmæssige huller i behandlingen, og en enkelt dag ventede vi i så mange timer på dette så relativt enkle gøremål, at penicillin-behandlingen måtte afbrydes og hun kom så på et andet medikament. Det kunne gå an – men det var ikke et gennemtænkt lægeligt valg der iværksatte dette. Men i stedet pressede omstændigheder der bevirkede at behandlingen ændredes.

Disse erfaringer får mig da til at foreslå at:

a) Det skal være en fast del af sygeplejerske-uddannelsen at erhverve sig et kursus der giver ekspertise til at lægge en venflon.

b) Alternativt opfordrer jeg til at man decentralt på det enkelte sygehus iværksætter et enkeltkursusforløb, som opøver denne ekspertise hos sygeplejerskerne.

Kort sagt, mener jeg at man ville kunne vinde meget ved at opkvalificere sygeplejersker til også at kunne lægge venflon – på både voksne og børn. Hverken økonomisk eller tidsmæssigt ville dette koste meget. Tværtimod ville man i den anden ende få frigjort tid til anden behandling. Jeg syntes at sygeplejersker ofte gør et fremragende stykke arbejde ud fra omstændighederne, så dette skal på ingen måde opfattes som en kritik af dem. Det er endda en faggruppe som jeg mener, fortjener højere løn end den de i dag bydes. Om nogen knokler de (som endnu ikke har kastet håndklædet, og valgt at tjene mere som vikarer) nemlig for at holde et af velfærdsstatens væsentligste områder kørende – på trods af at de offentlige hospitaler oplever et stigende økonomisk og organisatorisk pres fra en regering, der tydeligvis har valgt at favorisere privathospitalerne.

(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 25. november 2007)