Politiken har på glimrende vis fortalt historien om CIA’s hemmelige flyvninger med fanger mistænkt for terrorisme. De skulle til lande hvor man uden utidig indblanding fra menneskerettigheder kunne torturere dem til at fortælle – ja, hvad som helst. Tortur er uacceptabelt – det kan muligvis få skurke til at fortælle en flig af sandheden – men kan samtidig få uskyldige til at fortælle at månen er en ost – hvis blot de tror at afhøringslederen vil høre dette budskab. Oplysninger der igen kan føre til brug af unødig undersøgelsestid. Alene rent menneskeligt – kan tortur ikke forsvares. Hvis blot en enkelt person tortureres uden skyld, har systemet fejlet. Enhver snak om ‘collateral damage’ er en glidebane.

Hovedkilden til Politikens artikel er den tidligere CIA-officer Michael Scheuer, chef for Bin-Laden enheden, og ham der startede og udviklede CIA’s fangetransportprogram.

For godt tre år siden skrev jeg et læserbrev i Information vedrørende hans ‘anonymitet’ i forbindelse med udgivelsen af bogen Imperial Hubris. Why the West Is Losing the War on Terror (2004).
SE LÆSERBREVET HER: Og navnet er? – om USA’s svar på Frank Grevil

Artiklen indikerer selvfølgelig stærkt at man på flere niveauer i Danmark var meget vidende om de hemmelige fangetransporter – det er ikke så overraskende. I forbindelse med historien om terrormistænkte Abu Talal (Talaat Fuat Kasem) der havde politisk asyl i Danmark, men bortførtes i Zagreb i Kroatien, rammer Scheuer sikkert plet når han fornemmer, at PET efterfølgende var lettet over at være sluppet af med Abu Talal! En stærkt problematisk person der endvidere krævede mandskabstimer til overvågning.

Politiken vælger dog at glide meget hurtigt henover, hvordan CIA havde fået oplysninger om at Abu Talal var på vej til Zagreb fra København. Klart nok – for de har ikke beviser for noget. Scheuer er selvfølgelig en kilde der ved lige præcis hvor langt han kan gå, uden at kompromittere ‘systemet’ for meget. Han må dog også siges at være en problematisk kilde, idet meget af det han siger som personlige vurderinger, automatisk tillægges stor værdi, men ikke nemt kan efterprøves. På samme måde er Colin Powell, Michael Hayden, Robert Grenier og tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen alle som en kilder man skal bevare en sund fornuft til.

Et hovedeksempel er oplysningen om at: “Danmark fortalte os ikke noget. Men vi fik et tip fra et andet lands efterretningstjeneste om, at han var på vej til Kroatien”, siger Michael Scheuer. Det kan være sandt eller direkte løgn – men en ligeledes plausibel forklaring kunne være, at PET havde tippet et anden efterretningstjeneste end CIA, som derpå havde videreformidlet til CIA. På denne måde kunne PET bevare det nære samarbejde til CIA uden at de problematiske aspekter ved Danmarks afstandtagen til tortur kunne blive generende. Sådan fungerer efterretningstjenester sammen når de samtidig skal tage hensyn til det politiske niveau. Det politiske niveau samarbejder så ved at lave beslutninger formuleret efter sproget ‘diplomat-swahili’ – hvor alting holdes i ukonkrete formuleringer. Fabelagtigt begreb – og mon ikke der er nogen der kan erindre, at have hørt ‘diplomat-swahili’ i den danske folketingssal?