Sidste fredag myldrede København atter med kulturelle gribbe. Det var nemlig atter blevet tid til Kulturnat, en efterhånden fuldstændig fasttømret begivenhed i københavnernes bedvidsthed. Og det er fuldt forståeligt – for der er masser af muligheder for at komme inden for døre der normalt er meget lukkede. Og der var endnu engang mange institutioner der havde lagt sig i selen for at give folk en oplevelse der ikke ligger lige for i dagligdagen. Det er meget glædeligt.

En af de døre som de færreste normalt træder ind af – er Christiansborgs indgang. Og derfor var der mange der havde benyttet lejligheden til at komme ind bag murene – ja, der var faktisk rigtig mange.

Jeg brugte for første gang nogensinde min kulturnatsaften på at repræsentere SF i gruppeværelset på Borgen. I hjørnestolen sad aftenens første kultfigur – nemlig SF tidligere rorgænger, Gert Petersen, som havde taget turen ind til Borgen for at folk kunne få lejlighed til at hilse på ham. Flot Gert!

Den anden kultfigur var aftenens største, og måske den hurtigst fremstormende af slagsen – Villy Søvndal – SF’s formand.
Jeg er ikke klar over, hvor mange andre politikere der normalt går rundt og skriver autografer – men det gjorde Villy i en sådan grad at det faktisk overraskede mig. I offentligheden har Villy nu fasttømret sig selv som et knaldsolidt brand, respekteret af selv politiske modstandere for især sin integritet med retorisk vid og bid. Politik behøver nemlig ikke at blive formidlet så folk falder i søvn. Alle ledere vokser når holdet vokser, og det har SF gjort – både medlemsmæssigt, mandatmæssigt og mentalt.  En tidligere partisoldat fra et andet parti blev fornylig i radioen adspurgt om hvem der ville vinde næste valg. Han svarede sådan nogenlunde: “Det ved jeg ikke – bortset fra Villy Søvndal!”
Jeg håber at manden har ret – sådan en aften på Borgen overbeviser mig ihvertfald om at der er endog rigtig mange som synes om de svar som vi i SF har på udfordringerne i vores samfund.