Det danske sundhedsvæsen er under luppen i dette år, og det er et område som alle på den ene eller anden måde kan relatere til. I enhver familie er der medlemmer der har været i kontakt med det danske sundhedsvæsen. For alle politiske områder gælder det, at man som politiker bliver bedre når man selv har stiftet personligt bekendtskab med området. Med andre ord ’fået det ind under huden’.

Det er så også hvad der er sket for mig selv. Jeg har adskilligt at fortælle om behandling af både mig selv og især min datter. Det normale er at tage fat i de store linjer, men engang imellem kan fokus på mindre detaljer faktisk være væsentlige.

For snart et år siden var jeg indlagt med min datter på Hvidovre Hospitals børneafdeling. Hendes lidelse krævede en længere-varende penicillin-behandling, som i den første lange tid skulle foregå intravenøst, altså via blodårerne. Til dette lægger man en venflon, med andre ord en varig åbning til en blodåre. I et langt forløb vil man meget ofte være nødt til at omlægge denne venflon, som kan lukke til eller falde ud. Især med mindre børn sker dette hyppigt.

På selve afdelingen var det kun børnelægerne der kunne lægge en sådan. Derudover var det laboranterne på ’blodprøve’-holdet der kom og lagde dem. I pressede situationer kunne man også få anæstesilæger til at komme og gøre det.

I løbet af denne periode oplevede vi så, at der skule lægges ny venflon på tidspunkter, hvor laboranterne ikke var skemalagt til at komme, lægerne var pressede med andre patienter, og anæstesilægerne heller ikke kunne afse tid til at komme til børneafdelingen.

Det bevirkede et par gange at der kom tidsmæssige huller i behandlingen, og en enkelt dag ventede vi i så mange timer på et så relativt enkelt gøremål, at penicillin-behandlingen måtte afbrydes og hun kom så på et andet medikament. Det kunne gå an – men det var ikke et gennemtænkt lægeligt valg der iværksatte dette. Men i stedet pressede omstændigheder der bevirkede at behandlingen ændredes.

Kort sagt, mener jeg at man ville kunne vinde meget ved at opkvalificere sygeplejersker til også at kunne lægge venflon. Hverken økonomisk eller tidsmæssigt ville dette koste meget. Tværtimod ville man i den anden ende få frigjort tid til anden behandling. Jeg syntes at sygeplejersker ofte gør et fremragende stykke arbejde ud fra omstændighederne, så dette skal ikke opfattes som en kritik af dem.

Jeg foreslår derfor at:

a) Det skal være en fast del af sygeplejerske-uddannelsen, at erhverve sig et kursus der giver ekspertise til at lægge en venflon.

b) Alternativt opfordrer jeg til at man decentralt på det enkelte sygehus iværksætter et enkeltkursusforløb, som opøver denne ekspertise hos sygeplejerskerne.