Som så mange andre følger jeg også med i Forbrydelsen, og har her især moret mig over de politiske dramaer på Rådhuset. Bestyrelsesmøder i mørke lokaler, og tætte medarbejderer der dukker op med uventede oplysninger der kan rykke processen. Jeg har sagt – “jamen, sådan foregår det da slet ikke”.
Men nu viser det sig, at virkeligt mord snart er det eneste der mangler på Rådhuset, før at dramaserien er blevet til virkelighed.
Jeg havde selv regnet med at komme og observere (har i de seneste år siddet i bestyrelse, men har måttet prioritere anderledes i denne periode) aftenens SF-bestyrelsesmøde, hvor eftermiddagens budgetforhandlinger skulle forelægges – men nu lader det til at Ritt Bjerregaard vil det anderledes. Ihvertfald er et møde med R og SF nu udskudt.
For at få SF og Radikale til at makke ret, har hun nu istedet inviteret Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti til forhandlinger. (Politiken)
Og inden da blev det helt surrealistisk da Martin Geertsen selv prøvede at få et alternativt budgetforlig i stand, herunder med Enhedslisten. SF sagde med det samme nej tak. (Politiken) – men har nu ud på eftermiddagen sagt ja til at mødes, men denne gang stod SF og RV selv som indkalderne. (JP)
Det hele bunder i VK-regeringens vækstrammer (og tildels også en Ø-borgmester med rod i tallene) som holder en rig kommune i et jerngreb. Børnene skal så lide under dette – fat det hvem som kan! De kommende velfærdsdemonstrationer d. 2. oktober, fyldt med folk der oplever den kommunale virkelighed, bliver så pinefuld at se på for de borgerlige på Christiansborg.
Men hold da helt op, hvor er det dog kedeligt (og demokratisk hæmmende) på Frederiksberg, med en konservativ gruppe med (senest) 14 ud af 25 pladser. Måske har Ritt en skjult adresse herude, så kan hun da i det mindste sætte gang i gaden. Os i SF kan ikke klare det helt alene.