Hos Ekstra Bladet læser jeg her til morgen om en, ifølge politiets oplysninger, fuldbyrdet voldtægt på Nørrebro i aftes, ovenikøbet kombineret med bortførelse. Man harmes, og måske som et redskab der skal gøre en i stand til at ‘føle hændelsen på sig selv’, tænker man: ‘Hvad hvis det var min datter, min søster eller min kæreste?’ – og denne tanke gør ondt – pinefuldt ondt.

Jeg forstår ikke mændene, og har ingen forståelse for dem. Egoistiske voldsmænd er hvad de er. Her kunne man så blive flov på mandekønnets vegne. Men nej pokker – om jeg vil. Brådne kar skal ikke stigmatisere et helt køn. Deres gerning har intet med ‘mandlig seksualitet’ at gøre – deres gerning er afstumpet seksuel vold. Selv bliver jeg harm som ‘menneske’ og ikke som ‘mand’. Omend jeg samtidig dog som ‘mand’ bliver trist over, at mænds voldtægt, ligegyldigt hvor meget jeg selv forsværger det, alligevel medvirker til at stemple mænd som køn.

Mine tanker går til pigen, og andre der er i færd med at bearbejde efterveerne af en grum voldtægt. Samt til de gode mennesker i vores samfund som træder til i sådanne situationer.

(PS. Problematikken om falske voldtægtsanmeldelser ligger naturligvis til grund for de forbehold der altid bør tages i en sag som denne, uden sikre beviser. Men dette aspekt skubber jeg altså til side for denne gang, men jeg vil muligvis vende det på et senere tidspunkt. Voldtægter er nu engang en virkelighed, som vi ikke kan leve med.)