Venstrefløjen – SF og Enhedslisten (Ø) – er denne periodes reelle opposition. Det er en styrke der skal forvaltes med omhu.
Det gjorde Asmaa Abdol-Hamid ikke da hun udtalte sig til Socialistisk Arbejderavis. Her konkluderede hun legitimt nok, men uden nødvendig nuancering, at Danmark var en del af besættelsesmagten i Irak. Efterfølgende mente hun, at kunne pege på en fælles irakisk modstandskamp mod disse styrker, og at den ikke blot skulle anerkendes, men også støttes.
Ergo skulle Ø støtte op bag angreb og drab på danske soldater.
For mig som SF’er knækker venstrefløjs-sammenholdet ved en sådan udtalelse. MF’erne Frank Aaen og Rune Lund er på Ø-hjemmesiden ilet til undsætning med en nuancering af partiets holdning. Her mener de, at kunne udkrystallisere grupper der ikke angriber civile med terror, og som derfor efter folkeretten kæmper for et “socialt og demokratisk Irak”. Men med hvilket belæg kan der peges på sådanne, i et land med borgerkrig mellem sunni-, shia- og al Queda-militser?
Den selvmodsigende forvirring bliver derpå total, når Rune Lund til Information d. 25/7 udtaler: “Jeg kender ikke en eneste fornuftig, progressiv, demokratisk væbnet modstandsbevægelse i Irak, som man kan støtte”.
Med sin retorik skubber Ø en joker over til VK og ikke mindst DF, som dog heldigvis allerede har formået at udstille deres antidemokratiske sindelag, med sit komplet hovedløse forslag om at begrænse oplysninger til Udenrigspolitisk Nævn, når Ø er med.
DF etablerer sig atter som tingets snylter, der suger næring fra begreberne konflikt og utryghed.
Lad os ikke agere fodervært på venstrefløjen.
Venstrefløjen har i sin konsekvente modstand mod Irak-krigen – afdækningen af løgnene der lå bag og krigsforbrydelserne derunder – samt i kritikken af Foghs modvilje mod offentligt at tage det ellers nyligt lancerede personlige ansvar – en sag med de bedste argumenter og med folkelig forståelse.
Hvorfor så forplumre dette med en grim voldsromantik, der flytter sigtet fra de politisk ansvarlige til de udsendte soldater?
(Læserbrev bragt i Information d. 26. juli 2007)