På Kvindernes Internationale Kampdag havde ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) valgt at rette blikket mod ligestilling og sport.
Men helt ærligt – er det virkelig her, vi oplever de mest presserende ligestillingsproblemer?
Nej, men emnet fremstod i hvert fald så tilpas ukontroversielt, at det ikke kunne give ministeren problemer. Vi kan vel alle forholde os til Anja Andersen. Hun vil stadig vinde for enhver pris.
Men her adskiller hun sig mærkbart fra ligestillingsministeren, som kun tager de kampe, der ikke giver søvnproblemer.
Men lad mig foreslå et par emner, hvor ministeren kunne gøre mig uret:
Tre måneders øremærket barsel til fædre – som vil være til gavn for børnene, fædrene, kvindernes karrieremuligheder og pension, samfundsøkonomien, og, som det statistisk er påvist i Sverige, oven i købet vil mindske antallet af skilsmisser. Det er altså en løsning med masser af positive sidegevinster.
På Island er øremærkningen en realitet, og det har ifølge en ny evaluering medført, at fædrene i snit holder 97 dages barsel. Til sammenligning holdt danske fædre til børn født i 2004 kun 18 dage ud af 290! I øvrigt har det fået fødselstallet til at stige til 2,1 barn pr. islandsk kvinde (i Danmark er det 1,8), så ministerkollega Carina Christensen (K) må være frisk. Når først vilkårene er tilstede, er det altså ikke nødvendigt at kræve mere sex af folket.
Kønsopdelt lønstatistik som et tiltag, der kan bringe os tættere på ligeløn, blev en forpligtelse fra årsskiftet.
Men regeringen valgte at slå i bakgear ved at friholde de små og mellemstore virksomheder samt lade de store slippe af sted med en lokal handlingsplan. Det vil SF gerne være med til at ændre, når ligestillingsministeren har overbevist sit parti om dette tiltag.
Prostitutionsområdet er lakmusprøven, hvor Eva Kjer Hansen ved at bakke SF op i en kriminalisering af kunderne, og iværksættelsen af nye sociale tiltag kan sandsynliggøre, at hun er mere socialt ansvarlig end liberalt blind.
Ses vi på ligestillingsbarrikaden – i det mindste til næste år?
(Bragt i Nyhedsavisen d. 14. marts 2007)