Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har stor sympati for de 420 aktionerende lærere på Frederiksberg, og i løbet af dagen også på en enkelt skole i Aalborg. Men jeg falder ikke pladask på halen for alt ved aktionen.
De individuelle elevplaner er en del af det nye folkeskoleforlig som SF står udenfor. Her fremtræder elevplanerne som en del af et større hele, hvor fokus rettes mere og mere ind på det som kan testes, måles og vejes, i et andet skolesyn med mere detailstyring og mindre tillid til lærerne.
Som sådan er der dog intet i vejen med elevplaner.
Jeg ønsker selv en højere faglighed i folkeskolen, men den består ikke kun af det synlige og evaluerbare, men bl.a. også af den skjulte læring. Kort sagt er faglighedsbegrebet bredere end set gennem regeringens briller.
Aktionen har naturligvis ret i at det er uholdbart, at beordre lærerne til at lave elevplaner uden samtidig at sikre at der er den fornødne portion (betalt) tid. Her siger lavt satte udregninger at der er tale om op til tre ugers ekstra arbejdstid. Ja, der er sågar lærere der har skullet udarbejde 250 elevplaner, og samtidig fået at vide af regeringen at der ikke var tale om en yderligere arbejdsbyrde.
Men hvis hovedproblemet er tid – bliver problemet så løst ved at kræve mere løn?
Hvis antallet af lærere der søger hjælp pga. stress er steget med 30 % – er det så den rette tilgang blot at kræve mere i løn?
Hvis der er tale om et benbrud – er det så tilstrækkeligt med et lønplaster?
Hvis lærerne for alvor villet have slå igennem med deres aktion skulle man måske have fokuseret på generel kvalitet, mere tid til den enkelt elev med fx max 24 undervisningstimer pr. lærer (som i Finland) og max 22 elever i klassen, og så kunne lønnen have været fremført som et delargument der understøttede det usammenhængende i den nye lov.
Men jeg bakker op om et mere offensivt fokus end at vi blot risikerer at lærerene accepterer at gennemføre elevplanerne med middelmådigt halvhjertet arbejde og tie stille med det – for så er vi for alvor ude i en situation, hvor uvillig opfyldelse af halvdårlig lovgivning til slut bliver grinagtig.