Indenfor historieskrivning, er det velkendt lærdom at være opmærksom på faren ved ex silencio-argumentation. Kort fortalt -konklusioner udledt af en specifik tavshed. Kildernes mangelfuldhed kan nemlig både være et udtryk for en hullet overlevering, såvel som det kan betyde, at en givet holdning reelt ikke spillede nogen rolle i de bevarede kilder.

Historieprofessor Bent Jensen er blevet udnævnt til leder for Institut for Koldkrigsforskning. Centeret er en direkte konsekvens af Dansk Folkepartis utilfredshed med 2005-rapporten fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), som konkluderede, at den danske fodnotepolitik i firserne kun i ringe grad skadede Danmarks ry som loyalt NATO-medlem.

Ønsket om at gennemanalysere, og efterfølgende øge forståelsen af fortiden, for forhåbentlig at kunne træffe bedre beslutninger i nutiden, til gavn for fremtiden, er naturligvis forståeligt. Men dette kræver til enhver tid en uvildig tilgang, der ikke styres af politisk observans. Bliver det modsatte tilfældet med det nye center, vil det være paradoksalt, at centret kommer til at have det samme totalitære fundament, som det tidligere Sovjetstyre, som centret bl.a. er skabt for at gå i kødet på.

Bent Jensen er en ideologisk frontkæmper, og valget af ham er diskutabelt, hvis ønsket om en pluralistisk og nøgtern tilgang skulle være gældende. Personligt vil jeg dog give ’the benefit of the doubt’ og lade tiden råde inden de bastante konklusioner træffes.

Politiken har nævnt nyheden fredag, i en kort notits
Bent Jensen får koldkrigscenter og i en tegning af Mette Dreyer. Tegningen viste at der er holdninger til sagen på avisen, og notitsen at det nok ikke er villige kilder der savnes. Derfor savner jeg i dag en reportage om sagen. Men da jeg ikke vil drage ex silencio-slutninger, vil jeg slå koldt vand i blodet og tillidsfuldt vente et par dage. Det kunne jo være, at man ville lave noget grundigt om en kulturkamps-sag med væsentlige politiske udløbere til det faktum, at regeringen selv har oprettet lige så mange råd og nævn, som de nedlagde efter den forrige regering. Samt indsat folk med politisk ståsted til højre for midten. Berufsverbot og kammerateri er et enormt demokratisk problem. Hvem udpeger hvem? Og hvorfor?

Den ellers fine leder om Ungdomshuset, med godt fokus på Kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V), som ukonstruktivt har valgt at føre kamp om borgmesterkæden og ikke om Ungdomshuset, kunne nyhedsmæssigt godt have veget pladsen for kampen om den kolde krig.

Gadens kvinder: Luder eller prostitueret
Afslutningsvis må jeg hellere knytte et par kommentarer til noget der faktisk står i avisen. Reportagen om Maya Godeds fotografier af prostituerede i Mexico City var noget af det første jeg læste. Som initiativtager og medskribent på SF’s prostitutionspolitik er det en sag der længe har haft min interesse, globalt såvel som lokalt.

Emnet er spændende og vedkommende, men alligevel skuffes jeg en smule både fotografisk og samfundsfilosofisk. Jeg er ikke foto-ekspert, men mener altså at have set noget lignende før, og sågar også bedre. Men man burde nok se den samlede udstilling.
Forsidebilledet er vel bare uskarpt, andre gange er fokus en væsentlig del af fotografens syn og valg. Ved sådanne billeder ser vi, og søger måske bekræftelse af det vi selv har med i bagagen. Jeg berøres da mest af den ældre prostituerede på sengen (2, sek s.1), og af den yngre og triste (s.4).
Billedteksten til mand/kvinde (s. 5) er ikke fyldestgørende og stiller nye spm. Er han alfons eller kunde. Er det reel ømhed?
Jeg kan sagtens leve med at prostitutionens problematisering ikke fylder alt, og at fokus primært er det katolske hykleri, men for mig bliver der kun skrabet i overfladen ved spm. om moderskab/prostitution/lyst og dobbeltmoral.

Sprogligt studser jeg over inkonsekvensen mellem det nedsættende ord ’luder’ og det mere neutrale ’prostitueret’. Jeg leder efter en dybere strategi, der afgør hvor hvilket ord bruges, men ender med at konkludere – uigennemtænkt.

Kvindernes kropslige udlevering sættes lig ’seksualitet’ – men for hvem er prostitution reelt seksualitet? For mændene ja, men for kvinderne er det nødvendigt salg af sex. Om disse mænd benyttes ordet ’kunde’, men det er den sproglige strategi hos pro-prostitutionslobbyister der kalder prostituerede for ’sexarbejdere’ i et alm. legaliseret handelsforhold. Selv benytter jeg ordet ’køber’.

Det er små detaljer, ligesom forsideoverskriften: ”Mexicansk fotograf går tæt på gadens kvinder”. ’Gadens kvinder’ – hvad pokker er det? Jeg troede der var tale om prostituerede. Og rubrikken hedder: ’Krop og liv’ – så prostitution hører altså under samme kategori som en artikel fra et fitness-center? Berøringsangst og hykleri videreføres i de ord vi benytter i aviser og til daglig

Læs og debatter evt. indlægget her: Politikens læserpanel