Vi har nok alle prøvet det: siddet i en form for rundkreds – indtil det af ideologiske grunde blev ugleset – og forsøgt at give feedback til andre. Et evalueringsfif jeg ofte forsøger at lægge mig på sinde, er ideen om ”To æbler og et løg”. Inden de sure løg hives frem, serveres et par æbler – men sørg dog for at de ikke er rådne, for så ryger pointen.

Det kan til tider være svært at finde de spiselige æbler, men i tilfældet dagens Politiken, er der adskillige plukbare. Denne lørdagsudgave rummer nemlig mange artikler, som jeg finder interessante og velskrevne. Sådan burde det vel være med al den plads, men det er nu alligevel ikke hver lørdag, at jeg vil vende tilbage til samtlige 6 sektioner.

Afghanistan-overgrebene er måske nok den til dato mest penible sag for Fogh og co., eftersom de, rystende nok, indtil nu har redet stormen af ang. Irak-krigens beslutningsgrundlag. Den på kort plads, alligevel fint opsummerende leders sprogbrug i det afsluttende afsnit, viser med tydelighed hvor alvorlig sagen er, og hvis næste retoriske skærpelse bliver mulig, vil man være meget tæt på at kræve regeringens afgang. Oppositionen (hel eller halv) skal da nok sørge for at stille et mistillidsvotum, der dog ikke fører til andet, end at VK og DF bliver udstillet maksimalt.

I bogsektionen glædedes jeg (blandt andet) især over Anette Dina Sørensens anmeldelse af det nye maskulinitets-tidsskrift, Norma. Og for at blive ved mændene – jeg læser også sporten, og bliver efter Jakob Sorgenfri Kjærs ellers oplysende artikel nødt til at spørge om man vedr. Brøndby ikke snart skal gå helt i kødet på Direktør Per Bjerregaard. Har han udviklet sig i takt med moderne fodbold, og er han efterhånden ikke en hæmsko? Og hvorfor var det ingen overraskelse at Meulensteen forlod BIF? Var det kun familiemæssige ting? Køhlert har i resten af sæsonen alt at vinde, hvilket kan være positivt for BIF, men hvad så derpå. Har han reelt formatet til at være toptræner i BIF?

Dødsstraf
Men som overskriften fortæller, er det henrettelsen af Saddam og den efterfølgende debat om dødsstraf som jeg primært vil dvæle ved. Jeg er mildest talt en smule rystet over, at en måling fra Institut for Konjunktur-Analyse viser at 21 % af danskerne bakker op om dødsstraf i dette kriminalitetsmæssigt fredelige land (Information bragte det i går. Pol. løftede allerede sløret d. 5.nov 2006, uden at det førte større opmærksomhed med sig). Over de sidste godt 50 år er der dog tale om et fald i opbakningen. Dog en lille stigning fra 19 % i 1999.

Tøger Seidenfaden skrev d. 6. nov 2006 efter dødsdommen over Saddam Hussein, en leder hvor han med formuleringen: ” Selv alle vi, der er modstandere af dødsstraf, må erkende, at det er svært at se, hvordan hans utallige ofre og deres efterladte kunne ydes retfærdighed på anden måde”, formåede at forplumre avisens anti-dødsstraf-linje (http://politiken.dk/debat/laesernes_red/laes_red_blog/ugensklumme/article198858.ece.) Siden da har man (så vidt jeg ved) ikke set et nyt forsøg på at forholde sig til dette rets-principielle spørgsmål. Det er måske passende at komme med nu.

Jeg har tidligere glædet mig over, at Politiken tog begrebet straf og retsfølelse op til behandling, idet det er et væsentligt område, som uden fokusering får lov til at blive båret af uvidenhed og floskler. Magthavere kan endda fordreje virkeligheden, hvis de ikke fastholdes af fakta og ekspertviden. Debatsektionens to artikler om nul-tolerance-straf i USA (s.4) og dødsstraf (s.6) er hver især vigtige. Men til sidsnævnte: Jeg glædes over at journalisten har henvendt sig til fire fagpersoner, hvor især Frederik Harhoffs svar skiller sig kvalitets- og længdemæssigt ud, mens jeg stejler lidt over Martin Menneckes holdning til sagen mod Saddam (læg mærke til betydningen af ordet ’men’ som han benytter fire gange). Alligevel står jeg tilbage med et ønske om øget klarhed over dødsstraf som kultur- og retshistorisk begreb. Struktureret oplysning og nøgtern gennemgang af argumenter for og imod dødsstraf er nødvendig, for ellers bliver fokus alt for flakkende. I særdeleshed bør man henvende sig til Inga Floto, som i 2001 fik udgivet Dødsstraffens kulturhistorie. Hun vil kunne bidrage positivt, hvis hun har tid og lyst.

Som arg modstander af dødsstraf vil jeg dog foregribe sagen ved, at opsummere de vigtigste argumenter for og imod, som Floto har samlet i sin bog.

FOR:
1) afskrækkelse/præventiv effekt
2) gengældelse som resultat af alm. retsbevidsthed og talionsprincippet ’øje for øje, og tand for tand (bl.a. 2. Mosebog 21.23-25)
3) uskadeliggørelse for borgernes sikkerhed
4) soning (religiøs-etisk dimension)
5) økonomi, billigere at dræbe end at opbevare (mere sjældent fremført)
6) dødsstraffens symbolværdi, for et samfund i kontrol med yderste voldsmonopol.

IMOD:
1) ikke mere afskrækkende end fængsel
2) risiko for justitsmord
3) etisk uacceptabelt at dræbe
4) ikke plads i et moderne civiliseret samfund (beslægtet med 3)
5) hensynet til samfundets moral – staten slår ikke ihjel, da den da netop selv vil krænke værdierne
6) henrettelser brutaliserer et samfund og fører mere vold med sig
7) gengældelse er blot hævn, forklædt som retfærdighed
8 ) dødsstraf rammer tilfældigt, da kun de færreste domme eksekveres
9) dødsstraf har social og (især i USA) racemæssig slagside

Dertil vil jeg selv tilføje, at dødsstraf kan bevirke at kritiske situationer med allerede dræbte og evt. gidsler, fører flere ofre med sig, idet alt er tabt for forbryderen og dialog og overgivelse kan synes ligegyldig når døden med sikkerhed venter.

Man skal grundlæggende altid stille spørgsmålet til straf: Virker det efter hensigten? Der er på ingen måde belæg for at dødsstraf skaber færre ofre – tværtimod kan det have den modsatte effekt. Og placerer det grundlæggende mennesket i et mentalt fængsel, som igen i sidste ende forråer samfundet som hele?