Dagens miniquiz: Hvilken skrivelse er nu oppe på dette oplag? Mest sandsynligt kunne det have været det opdaterede oplagstal for en af gratisaviserne, optrykt i en annonce for en af konkurrenterne.
Det kunne også være det seneste, 9 år gamle radikale principprogram. Hvis Margrethe Vestager genlæste dette, og efterfølgende selv forsøgte at svare på spørgsmålet: ”I hvilket samarbejde, vil det være nemmest at føre radikal politik”, da tror jeg at hun på samme vis som langt størstedelen af partiets vælgere (1.sek. s. 6) ville sande, at det er med S og SF.
Det ved man jo godt, at hun inderst inde selv er klar over, men som kronprinsesse føler hun vel, at hun loyalt skal beskytte de radikales skyklapkurs, og favne Naser Khader og resten af partiets højrefløj. Guldfuglen er bedst at have i et bur på Jelveds kontor, så kan han engang imellem lukkes ud – men så skal vinduerne også holdes lukket.
I grunden interessant at hun nu selv stiller det spørgsmål, som især Villy Søvndal (SF) har fremført. Det tyder da på en begyndende vilje til afklaring, idet de første, utopisk selvsikre radikale meldinger gik på, at der ville blive ført radikal politik, lige meget om flertallet var til højre eller venstre. Nu åbnes der op for, at drejebogen ikke blot kan skrives af de radikale, og det bliver derfor spændende, at se hvornår Vestager (som opbakning til Jelved) føler sig tvunget til at træde i karakter, og tage det interne slagsmål der kan gøre ondt.
For at blive ved underholdningen, kunne de 75.000 være antallet af Neal Gablers, Walt Disney-biografi (2.sek. s. 1) trykt i Nordkorea for efterfølgende at blive brændt. Disneys Juleshow bliver aldrig det samme igen, snøft – nu vil jeg bare se politiske paralleller i Jesper Fårekylling, Bambi, Stampe og ikke mindst i Pluto, der lanceredes som en hund uden menneskelig karakter eller stemme – måske i dag et symbol på dansk udenrigspolitik anno 2006?
Nuvel, de 75.000 eksemplarer kunne også være en fremtidsvision for bogen: ”Ritt – problemknuseren: ’Sådan reddede jeg Ungdomshuset – og andre anekdoter’. Kommer den til næste jul, vil det måske være glemt, at hun først stærkt presset overhovedet kunne få sig selv til, at indse at hun som Overborgmester et eller andet sted, måske skulle tage et medansvar for udviklingen. At det at forsøge en dialog med den mere svært forståelige del af kommunens unge borgere, ikke nødvendigvis er det samme som at gå på kompromis med retsstat og love.
På trods af at jeg selv kunne ønske mig, at Ungdomshuset tog afstand fra vold, glædede jeg mig en smule over artiklen (1.sek. s. 2). For det første, er det skarpt af talsmændene, at citere fra Ritts eget valgkampsmateriale om ’Modkultur’ som kritisk modvægt til vanetænkning og det etablerede. For det andet er det glædeligt, at de unge talsmænd åbner op for et fondskøb af et andet hus, selvom det står i modstrid med deres politiske agenda. Internt i Ungdomshuset kan elementerne, musik og kultur, og så den gennemførte politiske anarkisme, tydeligvis være svære at sammenkøre når de konfronteres med det etablerede samfund. Og så for det tredje, spøjst at talsmændene i en situation, hvor de søger at opnå sympati for deres argumenter, retorisk kalder sig selv for ’borgerne’. Det er ikke hørt så tit fra ’Ungeren’.
De 75.000 eksemplarer kunne være børn på landets Neonatal-afdelinger gennem de sidste 12 år. Og det ville altså være nemmere at trykke, end at føde børnene. Tak til Inge Methling for reportagen i ’Lørdagsliv’ (s.12-14) fra Rigshospitalets neonatalklinik. Så bliver politik heldigvis uendeligt uinteressant. Og dog, for partiernes dagsorden har betydning for investeringerne i den offentlige sektor, og altså for sundhedsvilkårene i velfærdsstaten. Af personlig erfaring kan jeg nikke genkendende til lægernes forskellige ’skole’-tilgang til særligt børnemedicin, og jeg kunne tænke mig, at journalisten fulgte mere uddybende op på divergensen mellem behandlingstilgangen på Rigshospitalets, og så Odense og Skejbys neonatalafdelingerne. Ofte findes der ikke en enkelt sandhed, men debatten om prioriteringer kan være oplysende.
Men til løsningen om de 75.000 trykte eksemplarer: Det er Gyldendal der nu reklamerer for Carsten Jensens roman (1.sek. s. 3), ”Vi, de druknede”. Og det er da spøjst at man kan sælge en bog ved at tale til folks flokmentalitet. Køb denne bog, det gør mange andre! Men det er forhåbentlig fordi den er god. Forlagene har gyldne tider ved at reklamere stort – for få bøger. Jeg håber sandelig, at det har en lavineeffekt, så folk også fatter interesse for mere smal litteratur. Hvis ikke, så er det måske snart på tide, at få sat afgiften ned på bøger (og økologisk frugt og grønt). Så kan vi opleve en mentalt og fysisk sund befolkning.
Glædelig jul til alle her fra mig, for som Michael Jarlner skriver (1.sek. s. 9) kan vi heldigvis sagtens sige dette, uden at være nervøse for at støde religiøse minoriteter på manchetterne