”Carina Christensen var i gymnasiet lidt af en djævel, vild med dirty dancing og drukket under bordet efter blot en halv times hyttetur”

Danmark har fået en ny minister. En ny varetager af de vigtige og store områder – familie- og forbrugerpolitik. Nu skal der kød på bordet og ikke lig. Fødevarekontrollen skal kontrolleres. Men hvem der skal kontrollere dette, har Politiken endnu ikke kontrol over. For hvad man gør på Se og Hør, når man mangler viden om en person, er nu også blevet hverdag på Politiken.

Ovenstående citat, indleder avisens ’portræt’ af den nye minister, og jeg må ryste på hovedet. Min egen personlige viden om Carina Christensen er ikke eksisterende, men hvor jeg så havde håbet på hjælp fra Politiken, må jeg så tage til takke med den blå bog fra hendes gymnasietid. Hvad ligner det? Det er så underlødigt, og avisen udviser simpelthen mangel på respekt for landets nye minister.

I selve artiklen på s. 4 tages overskriften fra selv samme blå bog, og den hentyder til hendes køn. Journalisterne skriver om viden hentet fra den blå bog, at ”Den slags ting er gode at have med, når man skal danne sig et billede af Carina Christensen”. Nej, aldrig i livet kan det blive interessant for andre end billedbladslæserne og husarerne. Og som kilde er en blå bog jo nærmest ubrugelig.

Jeg er ivrig fortaler for en liberal arkivlovgivning, men må alligevel sande, at offentligheden alligevel ikke behøver høre om alt. Der er intet galt i at aviser også vil underholde lidt, men jeg mener faktisk, at landsdækkende aviser også må være sig sin dannende rolle bevidst. Det er man ikke, når man taler til læsernes laveste fællesnævner. Nogle medier må optræde sømmeligt og være med til at trække en streg i sandet. Især for hvad der er en del af væsentlighedskriteriet i omgangen med politikeres forudgående liv. Jeg ved godt, at der reelt ikke er en forældelsesdato, men også politikere må have lov til, at have levet et liv på godt og ondt, og efterfølgende bare blive bedømt på deres politiske gerninger.

Det er klart, at det har været journalistisk svært at få opstøvet gode brugbare kilder, men da må man på avisen spørge sig selv. Skal der partout skrives hovedartikel om personen, når nu man ikke er nået ind til benet – skulle man vente til der var mere substans i historien?

Journalisterne forsøger, noget håbløst, positivt at bortforklare deres vinkling med at den blå bog bruges, for at hun ikke skal ”lyde lidt kedelig”. Hvad rager det mig, om hun er kedelig, så længe hun er kompetent til at styre sit ministerområde bedre end sin forgænger.

Afslutningsvis bliver jeg nødt til at spørge: Ville tilgangen have været den samme, hvis den nye minister havde været en mand, om hvem man heller ikke vidste meget? Hvis fx Jakob Axel Nielsen var blevet prikket på skulderen i stedet?

Ringe klima for ligestillingsdebat
Politikens prioritering er et symptom på et andet og langt mere gennemgående problem i det offentlige rum. Vi er dårlige til at tale om ligestilling. Det generelle klima mangler en skoling – ikke at forstå som en meningsjustits. Dette betyder desværre, at væsentlige spm. unuanceret kan skydes ned som værende mandschauvinisme, hvorimod tåbelige kønsfloskler kan sætte dagsordenen.

Håndboldspilleren Joachim Boldsen (3.sek, s. 2) har fremført en kritik af kvindehåndbold, som i et tænkende samfund burde være helt legal. Har sporten brug for at blive pakket ind i vat af politisk korrekthed, når en konkret kritik måske kunne blive benyttet fremadrettet?

Danfoss’ administrerende direktør Jørgen Mads Clausen, har til Berlingske udtalt sig kritisk om kønskvotering (1. sek, s. 13). Altså deciderede kvoter og ikke kønsfordelingsmæssige målsætninger. Et synspunkt som selv ligestillingsforkæmpere kan bakke op om, for kvoter kan vise sig at gøre mere skade end gavn. Hans udmelding savner helt sikkert noget nuance om, fx hvorvidt den traditionelle bestyrelsesudpegelseskultur har magtet at finde de bedst kvalificerede, som det til enhver tid må være hovedsigtet. Hvad hvis ældre mænd kun har haft blik for ja, andre som dem selv.
Desuden glemmes det, at det at sætte en bestyrelse i nogle sammenhænge kan sammenlignes med at sætte et hold. De skal kunne dække så mange lakuner som muligt og supplere hinanden med deres kompetencer. Køn er ikke i sig selv en kompetence, der kan råde bod på talentløshed, men formår personen at reflektere over, og bruge sit køn konstruktivt, kan det være en ressource for en bestyrelse med magten over en arbejdsplads med ansatte af begge køn.

Det dårlige klima for ligestillingsudmeldinger bedres på ingen måde af journalistiske afsporinger eller af en ligestillingsminister, der aldrig offentligt har formået at reflektere over sit område. Men debatten er vigtig og skal tages med åbne øjne.