Jeg bliver harmdirrende. At det igen skulle lykkes de ekstreme volds- og hærværksdyrkende elementer fra Ungdomshuset, at sætte Nørrebro i undtagelsestilstand er rystende. Det gør ondt i hjertet hver eneste gang en brosten flyver gennem luften.
Nok var man klar over at de udenlandske voldsmænd stod for ekstrem politisk vold, men man håbede da til det sidste, at det ikke skulle eksplodere efter deres ankomst.

Mine tanker går til tilskadekomne politifolk, og deres ængstelige familier. Til borgere på Nørrebro der tages som gidsler i kampen, og især til familier med børn, der forhåbentlig kun vagt erfarer, at de bor i en bydel, hvor gadekampe skaber utryghed.

Jeg krydser alt hvad jeg har at krydse for, at ingen er kommet alvorligt til skade.

Det har været fremført af Nørrebros Handelsforening, at kommunen skal erstatte skaderne. Sjældent har jeg hørt lignende sludder. Politikere (S og højrefløjen) har ansvaret for at have ført en uklog politik, men så sandelig ikke for, at nogle egoistiske voldsmænd begår hærværk og bringer andres liv i fare. Jeg kan ikke finde et eneste brugbart argument for, at brugen af vold kan skabe forståelse for subkulturen i Ungdomshuset. Tværtimod udstilles det på ubehageligste vis, at nogle rabiate mennesker ikke ønsker et fællesskab, med regler og love der gælder for alle.