To positive nyheder i dag: Flemming Balvigs undersøgelse om “Danskernes syn på straf” gennemhuller regeringens og Lene Espersens pseudo-populistiske strafkorstog, samt påpeger befolkningens reelle uvidenhed om strafniveauet og den tro på højere straf, som jeg selv inklusiv har troet var den overvejende rådende i befolkningen. Så positive udmeldinger fra de 1400 adspurgte, men samtidig trist afslørende. Hvad vi ser er at der ville være solid opbakning til SF’s tro på ‘straf der virker’, og at vi derfor bør agere og forklare dette langt mere offensivt.
Justitsminister Lene Espersens svar til Politiken i dag, er en direkte fornærmelse. Hun godkender lovgivning lavet på – ja, forkerte fingerfornemmelser, men undsiger totalt, videnskabeligt statistisk arbejde. Det er en hån, at sige at der er fuld opbakning til regeringens linje. Spændende at se om hun tør stille op til debat om emnet, mod folk der er oplyste.
Den anden gode nyhed, er at Det Dyretiske Råd siger nej til at kriminalisere sex med dyr. Her kan superpopulisten fra DF Christian H. Hansen så stå og skrige op alene. Seksualmoralsk kan man synes hvad man vil, og ja det er sgu lidt underligt at folk har lyst til dette, men vi har straffe for dyremishandling der mere end rigeligt kan sikre dyr mod overgreb som de tager skade af. Emnet har jeg tidligere arbejdet grundigt med på KU, og de historiske spor skræmmer. Det gammeltestamenteligt bårne ‘bål og brand’ for sodomi hører fortiden til, og hører ikke hjemme i et moderne og oplyst verdsligt retssamfund.