Internt i SF er dette et spørgsmål som optager manges sind. Men hvis jeg skal være helt ærligt syntes jeg for nuværende, at vi burde koncentrere os om to andre ting: At få væltet Fogh og sikre SF en mandatmæssig styrkelse.

Spørgsmålet om regering kan beskues præ-valg og post-valg.
I tiden frem til valget er det primært et spørgsmål om hvorvidt SF offentligt skal gøre sig tanker om regering såfremt mandaterne efter valget åbner mulighed for dette. Hvis ja, hvordan skal dette da lanceres. Beslutningen må bero på en analyse af, hvorvidt det vil forøge SF’s muligheder for et godt valg at melde noget ud. Her vil der være uenighed i SF.
Personligt mener jeg ikke at vores position vil blive styrket af meget tale om dette. Ingen vil nogensinde være i tvivl om at SF vil pege på en regeringsleder fra S eller R, og at det med 90 % sikkerhed vil være Helle Thorning. Det er ingen nyhed – det ved alle – så hvorfor dog bruge tid på dette. Det eneste man med sikkerhed opnår, er igen at fremtale billedet af SF som det valgkampsmæssige lillebrorparti til S. Dette er ikke ønskværdigt eftersom en ny regering vil være bedst tjent med et stærkere SF som deltager eller som parlamentarisk grundlag. To mandater direkte fra S til SF har enorm betydning. Se bare hvad SF får ud af sine 11 i forhold til Socialdemokraternes 49.

SF bør vise selvstændig styrke indtil valget og derved konsolidere sig som et uomgængeligt og stærkt parti. For megen regeringstale vil fjerne fokus fra det politiske indhold og indholdet er netop SF’s styrke.
En anden detalje er at for megen snak om SF i regering kan skræmme vælgere væk fra overhovedet at give opbakning til en ny regering. Her taler jeg f.eks. om højrefløjs-tvivlerne i de radikales potentielle vælgerskare.
Jeg oplevede på SF’s sommertræf at Villy Søvndal forsøgte sig i en mæglerrolle mellem S og R. Helle T og Jelved førte taktisk førvalgkampsspil, mens SF lidt godmodigt sad ærligt tilbage og forsøgte at rede trådene ud. Det er for mig at se en dårlig strategi for SF. Vi skal tydeliggøre at vi er et alternativ til venstre for både S og R, og ikke bruge overakademiserende tid på at uddestillere hvor vi er mere enige med S end R og vice versa. Igen vil talen dreje sig om de andre og ikke om SF og vores styrker. Vi skal væk fra konstant at forholde os til, og lade talen cirkle om de andre. Regeringsdebat vil ikke dreje sig nok om SF, men mere om hvorvidt de andre vil acceptere en regering med SF (her er jeg ikke et sekund i tvivl om at både S og R meget gerne vil slippe for SF i en regering), og vi vil igen sidde tilbage i en lillebrorrolle. S og R vil i øvrigt under valgkamp også kunne tære på SF, ved mellem linierne at tegne et billede af SF som et parti der ikke egner sig til regering. Usandt – men alligevel brugbart.

SF’s offentlige debat om regeringsdeltagelse mener jeg altså skal hvile til efter et valg. Jeg ser ingen værdi i at fremture med det nu. Vi vinder mandater ved at positionere os klogt – fremhæve egne styrker – og lade spørgsmålet om regeringsdannelse være et åbent spørgsmål. Adspurgt, bør vi blot sige, at vi vil være dér, hvor vi mener vi kan gøre mest gavn for dansk politik.

Efter valget er det så naturligvis et åbent spørgsmål. Her drejer det sig altså umiddelbart om i hvilken position SF kan sikres mest indflydelse. Vil der blive ført mere rødgrøn politik med SF inden- eller udenfor en regering. En anden model kunne være noget der minder om Det Røde Kabinet i 1966-67. Personligt mener jeg absolut at SF er et regeringsdueligt parti, og det ved S og R også. De vil dog ikke sige det offentligt.

Så lad disse overvejelser ligge lidt. Det hele kan jo vise sig fuldstændig ligegyldigt, hvis Fogh ikke falder. Så lad os koncentrere os om den symbiotiske sammenhæng mellem “Ud med Fogh og styrket SF”.