Vi befinder os i en hævnorienteret bølge, med hårdere straffe og flere indsatte i fængslerne til følge. Ydermere oplever vi en udvikling, hvor afsoningen gøres hårdere. I søndagens Politiken kan der 1.sek, s. 4 læses en yderst et væsentligt indspark til en debat, der bør tages nu. ‘Det straffende samfund’ er en interviewserie af Line Vaaben Vennekilde. I dette det første interview tales der med forskeren Peter Scharff Smith, fra Institut for Menneskerettigheder, og det han egentlig siger er, at det politiske flertal agerer populistisk ud fra en forkert opfattelse af befolkningens ønsker. Jeg er rørende enig, og ser fx DF og Peter Skaarup (Retsudvalgets formand) som symbolet par excellence på en underlødig, antiforsknings og machopræget tilgang til straf. Når Peter Scharff siger: “Vi må hjælpe politikerne, så der ikke bliver for langt mellem deres udmeldinger og virkeligheden.” Da er det jo en rammende og hård kritik i pænt gavepapir.

Retspolitik og straf er for indviklet og svært til at blive varetaget af folk der bare tænker på stemmetal.

Fakta: Hårdere straffe får ikke mindsket kriminaliteten. I Finland hvor man har halveret straffene, er kriminaliteten ikke steget.

Umiddelbart taler jeg dog ikke for at sænke straffene, men i allerhøjeste grad for at stoppe op og tænke sig om. Stigningerne i straf for dødskørsel, bakker jeg op om, idet jeg her finder en sammenhæng mellem prævention, ‘retsfølelse’ (dette stærkt subjektive begreb som man skal være varsom med at benytte blindt, men som ofte svarer til samfundets og/eller den enkeltes hævnmotiv).

Mht. fængslerne og hårdheden bør der tales nuanceret. Nultolerance er ikke nuanceret, men der er brug for øget hårdhed på visse punkter, men det skal gå hånd i hånd med solide tilbud der kan sikre mod tilbagefald til kriminalitet. På nogle punkter skal der skærpelser til. Narkoen (og især hashen) florerer helt vildt i de danske fængsler. Sidst jeg talte med en kriminel, fortalte han om kvindelige gæster der smuglede hash og/eller mobiler ind under brysterne, fordi der ikke må undersøges her. Bag en mands nosser kan der fx tapes en mobiltlf fast som så smugles ind. Lagrene af hash i det varetægtsfængsel han sad i, var enormt. Alt i alt oplevedes en holdning, der sagde: Det er det samme som at være på ferie. Det var dog således bare hans oplevelse, og andre fængsler kan være anderledes.

Et fængselsophold skal tænkes kvalitativt, hvor det på flere måder opfylder de ønsker samfundet har til det. Her betyder den kvantitative længde da noget, men som det hyppigst brugte politiske instrument er det underlødigt og fordummende for et såkaldt oplyst samfund. Derfor taler vi i SF om ‘straf der virker’.

Jeg ser frem til resten af interviewene, og det sidste med Justitsministeren. Folk skal i højere grad blive klar over: Hvad der er politiske holdninger og strafideologi, og hvad der er gennemtænkt forskningsbaseret lovgivning.