Som jeg tidligere har påpeget opleves religiøs fanatisme i mange afskygninger. Det er mærkværdigt så lidt fokus der hidtil har været på, at et medlem af Rigsfællesskabet – Færøerne, når det drejer sig om diskrimination af homoseksuelle stadig befinder sig i den mørkeste middelalder. Det er sgu forstemmende når et medlem af Centerpartiet, Jenis av Rana til Politiken udtaler: “Her på Færøerne, i vores parti, mener vi, at de homoseksuelle skal hjælpes gennem bøn og terapi.” Jeg forstår godt, at de homoseksuelle færinger jeg kender, befinder sig langt bedre i København. Det er snart 20 år siden at vi i Danmark forbød diskrimination af homoseksuelle. Jeg håber så sandelig, at de i det religiøse ørige, finder flertal i Lagtinget for en mere tolerant og oplyst tilgang til anderledes seksualitet.