100 år er gået siden 28 mand (22 danskere, 3 grønlændere, 2 nordmænd og 1 tysker) drog til Nordøstgrønland for at lægge den sidste brik i kortlægningen af Grønland. På trods af det tragiske endelidt for Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund, var ekspeditionen en succes som sikrede Danmark ejerskabet til Grønland.

På DR fejrer man 100-året for afrejsen med 6×30 min om ekspeditionen, heraf det første afsnit her til aften. Når man som undertegnede tidligere har skrevet opgave om ekspeditionen og holdt foredrag derom, er det naturligvis særskilt interessant at se, hvordan DR havde valgt at gå til opgaven.

Det tegner lovende, med spændende brug af gamle billeder der føres over til nutiden, og en speak der er skåret lige til grænsen af hvad der bør rummes af oplysninger. Nuvel, jeg har da enkelte kritikpunkter, såsom at man to gange hører citater fra dagbøger uden at få at vide, hvem der er ophavsmand. Det kunne man nemt have klaret med tekst i bunden. Samt at det vurderes at være unødvendigt af fortælle at skibets kaptajn hed Alf Trolle.

Derudover spørger jeg mig selv: Skulle Reimer Bo med fordi han var kendt? Havde særskilt viden om polarforskning eller hvad? Jeg er kritisk overfor disse kendte kransekagefigurer der uden belæg skal med på sådanne ture. Men i grunden sørgede Reimer Bo selv for at retfærdiggøre sin korte deltagelse. Ved at kaste håndklædet i ringen, kunne en tydeligt presset Reimer Bo vise at polarekspeditioner ikke er et gebet for amatører, at det selv den dag i dag er allerhelvedes farligt, og seerne kunne da få indblik i hvordan det må have været for 100 år siden. Her er det interessant at grønlændernes traditionelle beklædning nok stadig den dag i dag, formår at hamle op med moderne kluns. Reimer Bo’s udvikling i programmet gik da fra vært, til turens problembarn og endeligt til et symbol på hvilke naturkræfter man egentlig har leget med på disse ekspeditioner. Det var ikke for tøsedrenge, og flere ramtes af kuller, sygdom, forfrysninger og desuden skændtes man til tider så det forslog.

Afslutningsvis er jeg da spændt på, hvordan redaktionen vælger at gribe selve det mytiske mysterium om Mylius-Erichsens og Høeg Hagens død an. I grunden var det nok ikke så mærkeligt noget af det der skete, men alligevel: Vil man fx nævne ‘Kortet fra loftet’ som omtales i 28 mand til Arktis (1998)? Jeg tror det ikke. Ønsker man at læse mere, er Ole Ventegodts Den sidste brik (1997) den rigtige bog at ty til. Og så genudgav Gyldendal sidste år hovedværket, Achton Friis’ Danmark Ekspeditionen fra 1909.