Hvis der er noget som mænd og kvinder har tilfælles er det risikoen for at komme ud i livskriser. Når det sker, reagerer de to køn dog som oftest vidt forskelligt. En kvinde vil ofte benytte, og søge støtte i sit netvæk, hvorimod manden hyppigt vil forsøge at klare ærterne selv, til dels betinget af et mindre udbygget netværk. Dette forstærkes endvidere af, at det desværre stadig er tabuiseret for mænd, at række armene ud og bede om hjælp. For rigtige mænd hverken græder eller får kriser. Men det gør altså selv på overfladen stærke og rigtige mænd. De forledes dog desværre til at tro, at de da er ’forkerte’ mænd uden ægte mandlige egenskaber.
For mig at se er der desværre meget der indikerer, at vi i et stresset og til dels egocentreret samfund med tiden vil opleve flere og flere mænd, der går ned med flaget efter især familiemæssige kriser.

Indenfor mandeforskning, taler man om rædslen for at mislykkes, og derved blive afmaskuliniseret. Retten til at kunne blive betragtet som mandlig efter de gængse idealer, skal nemlig konstant genopnås, og her falder nogen af i svinget. Med rette fokuserer vi f.eks. ofte på pornoficeringen af samfundet, men de færreste tænker over, at mændene man ser på reklamesøjlerne er evigt attråværdige og succesfulde. Kort sagt påduttes vi konstant et idealbillede af mænd som lykkes. Et billede som ikke alle kan leve op til.

Mænds indadvendthed i kriser bliver ikke nemmere at imødegå, når der i det ganske land kun findes fire krisecentre for mænd (Aalborg, Horsens, Fredericia og det nyåbnede Mandecentret på Christianshavn). Til sammenligning findes der 46 krisecentre for kvinder fordelt over hele landet. Det er i grunden paradoksalt, når man regner med at 80 % af de socialt udsatte er mænd.

Årligt er der ca. 20.000 skilsmisser og brudte parforhold i Danmark, heraf hver tiende i hovedstaden. Det er fem brudte forhold hver dag året rundt, og i to ud af tre tilfælde sker bruddet på kvindens initiativ. Det er naturligvis en ulykkelig begivenhed for begge parter. Men mænd har tit sværere ved at komme på benene igen. Det er nemlig gerne manden, som flytter fra boligen uden at have en ny lejlighed på hånden. Her kan et krisecenter være af uvurderlig værdi, for ved at kunne yde hjælp tidligt i kriseforløbet, kan man bedre undgå den totale sociale og menneskelige nedtur. I sidste ende kan tidlig indgriben spare samfundet for store udgifter.

Det er sagt før, men tåler alligevel gentagelse: ”Den gule villa” på Finsensvej egner sig ikke som kulturhus. Partierne bag budgetforliget 2006, som SF (og Ø) ikke tog del i, har besluttet sig for, at gennemtvinge kulturhuset i den gule villa, uden at have rådført sig med borgerne og kulturhusets fremtidige brugere. Det er for mig et tegn på ringeagt for den bredere og alternative del af kulturen. Og den består, skal jeg hilse at sige, ikke kun af røde lejesvende.
Jeg håber derfor, at disse partier vil se det som en håndsrækning, når jeg her foreslår at bruge den gule villa som krisecenter for mænd. Til dette formål er bygningen nemlig velegnet.

Det var særdeles glædeligt, sidste år at kunne være med til åbningen af det nødvendige kvindekrisecenter på Vodroffsvej. Nu er turen kommet til mændene, og heldigvis er der en sund kultur for frivillig hjælp på Frederiksberg. Jeg vurderer ikke, at kommunen selv vil komme til at bruge mange midler på driften, idet der vil være god mulighed for Satspuljemidler og anden støtte.
Ved under alle omstændigheder at arbejde for et krisecenter for mænd på Frederiksberg, signalerer kommunen en stærk social- og ligestillingspolitisk bevidsthed. Ligger man centret i den gule villa, vil man oven i købet råde bod på en forkert beslutning, for efterfølgende at kunne genoptage arbejdet for at tilgodese Frederiksberg med et ordentligt kulturhus.
(Bragt med en mindre (ærgerlig) forkortelse i Lokalavisen Frederiksberg d. 14/9)