Derfor må jeg viderebringe budskabet fra Politiken-kronikken i dag. Det glæder mig meget når vores formand sammen med Anne Grete Holmsgaard tager den grønne tråd op. Den er nemlig i dag altfor tæt på at briste, og kan kun samles op af nænsomme hænder der tænker længere end 10 år frem i tiden på miljøområdet. I SF vil vi ikke være med til at skrive historie som værende med i den tid, hvor klodens miljø endegyldigt fik et slag over nakken.
Politiken, 25. juli 2006
Velfærdstrussel nummer 1: Klimaændringer
Hvorfor vil regeringen kun tale om landets arbejdsstyrke og
skattegrundlag om fyrre år, men ikke om klimaforandringernes følger
for flygtningestrømme, sikkerhedspolitik og naturkatastrofer om de
samme fyrre år?
Af: Villy Søvndal og Anne Grete Holmsgaard
I Sverige har statsminister Göran Persson sat sig i spidsen for en
arbejdsgruppe, der skal finde løsninger, der kan bringe Sverige ud af
olieafhængighed inden 2020. Det er en meget ambitiøs, men helt
grundlæggende opgave. Den tager nemlig livtag med den allerstørste
både praktiske og moralske opgave, vi som politikere står med i disse
år. Alt andet end et tilsvarende ambitionsniveau for Danmarks
vedkommende er en falliterklæring.
Al snak om det økonomiske grundlag for fremtidens velfærdssamfund er
nemlig dybest set naragtig, hvis vi ikke ser de virkelig store
udfordringer i øjnene: det, at vores klode er ved at forandre sig med
foruroligende hast. De økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne
og den globale opvarmning vil nemlig også få enorm betydning for det
danske velfærdssamfund.
Den danske regering har med andre ord anlagt et alt for snævert
perspektiv på velfærden og dens finansieringsgrundlag. Hvad der
derimod er brug for, er en oprigtig og eksistentiel alvor omkring
spørgsmålet om klimaforandringerne, og hvordan vi bremser dem.
Hvordan kan det være, at det er legitimt at tale om arbejdsstyrken og
skattegrundlaget om fyrre år – men illegitimt at ville tale om
befolkningstilvækst, flygtningestrømme, sikkerhedspolitik, tørke eller
andre naturkatastrofer som følge af klimaforandringer om de selv samme
fyrre år?
Vi tør sletikke tænke tanken, at Anders Fogh Rasmussen og George W.
Bush havde været magthavere, da Kyotoaftalen skulle underskrives. At
Danmark i dag – heldigvis – er langt foran USA i både ambitioner og
bestræbelser for at reducere CO -2 -udslippet, er godt. Men under den
siddende regering er entusiasmen om sagen tydeligt dalet. Og godt nok
havde Fogh sagt, at han ville drøfte klima med Bush under besøget i
Camp David. Men vi ved jo fra andre spørgsmål, præcis hvor lidt der
kommer ud af deres drøftelser, når samtalerne rummer kritik, krav
eller forventninger til storebror Bush.
Præsidentens komplette uansvarlighed i forhold til den globale
opvarmning og dens konsekvenser er lige så legendarisk, som den er
fatal.
Helt afgørende for vores fælles fremtid er den stupiditet, der med
disse regeringsledere er blevet ophøjet til princip i miljø- og
naturressourcespørgsmålet. For tag ikke fejl. Den danske wonderboy
Bjørn Lomborg fik med sit bidrag til økooptimismen og med den danske
statsministers personlige prestige i ryggen leveret et alibi for en
tilbagerulning af dansk klima- og energipolitik.
Trods Lomborgs årelange og deprimerende placering blandt de mest
indflydelsesrige personer i verden – på baggrund af hans bog ‘The
Sceptical Environmentalist’ – kan vi konstatere, at videnskabsfolk
over hele kloden i dag anerkender den globale opvarmning og dermed
klimaforandringerne som det mest afgørende spørgsmål for klodens
fremtid. Så selv om Danmark fortsat er langt foran USA i arbejdet med
at reducere CO -2 -udslip og finde alternative energiløsninger, så er
det hverken Foghs fortjeneste eller i Foghs ånd.
Regeringen Fogh fjernede nemlig fluks, da den kom til, alle
udviklingsmidler til vedvarende energi, halverede
energiforskningsprogrammet og aflyste tre planlagte havmølleparker. I
dag bruger Danmark 0,02 procent af BNP på forskning i energi. Det
sker, til trods for at dansk energiudstyr tegner sig for en eksport på
39 milliarder kroner – og altså næsten dobbelt så meget som
svineeksporten.
Ikke færre end 48 naturvidenskabelige nobelprisvindere har kritiseret
Bushregeringen for at sidde videnskaben og den faglige substans om
bl.a. klimaforandringerne overhørig. Lyder det bekendt?
Lomborginstituttet var jo netop Foghs opfindelse. Og det bidrog
åbenlyst til den vidensrindalisme, der har karakteriseret den siddende
regerings opgør med »smagsdommere og eksperter«. Ideologi forud for
viden. Holdning forud for fakta.
Genkendelighed forud for saglighed. Bush har oven i købet
foranstaltet, at man sidder og regner på de mulige gevinster ved den
globale opvarmning.
Menklimaforandringernes betydning er til at tage at føle på. Lad os
give nogle eksempler, hentet fra den tidligere amerikanske
vicepræsident Al Gores nye bog ‘An Inconvenient Truth’:
Mængden af CO -2 er på cirka 50 år vokset betragteligt. De største
koncentrationer af CO -2 i atmosfæren er målt de seneste 25 år – ud af
600.000 år. De højeste temperaturer på kloden i de sidste 1.000 år –
er målt de seneste 25 år, med nye varmerekorder næsten år for år. 20
af de 21 varmeste år er målt inden for de seneste 25 år. I sin bog
viser Al Gore billeder fra Afrika, Europa, Nordamerika, Grønland,
Rusland, Nordpolen, Antarktis, Himalaya. Overalt viser billederne, at
hvor der for blot 100 eller 50 år siden var gletsjere, permafrost,
evig sne eller indlandsis, er isen i voldsom grad på retur – eller
helt væk. På det afrikanske kontinent vil Kilimanjaro om få år være
uden sne og is på toppen, søer forsvinder, og ørkener breder sig.
40 procent af Jordens (hastigt voksende) befolkning får deres
drikkevand fra Himalaya. Konsekvenser af, at gletsjerne og sneen
forsvinder, er fatale. Ikke alene vil der mangle drikkevand til
menneskene og vand til afgrøder – det vil sende millioner og atter
millioner af mennesker på flugt, til egne, hvor de måske kan gøre sig
håb om, at livet kan opretholdes. Flygtningestrømme, konflikter og
kampe for tilværelse og overlevelse vil give spændinger og problemer
over hele kloden – også så det mærkes i Danmark.
Krigen mod terror og krigen i Irak koster milliarder af kroner hver
måned. Og selv om konsekvenserne er alvorlige nok, både i forbindelse
med terrorhandlinger og ved krig, så er proportionerne ved
konsekvenserne af de fremtidige klimaforandringer langt, langt større
– og burde derfor også adresseres som den virkelige og nødvendige
udfordring.
Krigen i Irak har allerede kostet de amerikanske skatteydere langt
over 285 milliarder dollar. Hvad dette beløb kunne have betydet for
omlægning til vedvarende energi, forskning i lavenergihuse,
lavenergikøleskabe eller CO -2 -neutral produktion, er ikke så lidt.
Den største trussel mod amerikanerne er derfor hverken Osama bin Laden
eller præstestyret i Teheran, ligesom den største trussel mod Danmark
ikke er Abu Laban eller en flagafbrænding på Vestbredden. Den største
trussel mod USA, mod Danmark og mod hele resten af Jordens befolkning
er manglende politisk mod til at dæmme op for CO -2 -udslippet. Det er
alle denne verdens mentale Bjørn Lomborg’er og deres politiske
bagmænd, der udgør den største trussel, fordi de overlader til vores
børn og børnebørn at gøre i morgen, hvad vi selv burde gøre i dag.
I Danmarkfindes der altså ikke på regeringsniveau det politiske mod og
den nødvendige ansvarlighed til at sætte sig i spidsen for et andet
Danmark – et Danmark, som indstiller sig på en fremtid efter
olieøkonomien – jævnfør Göran Perssons initiativ. Den politiske
drivkraft ligger derimod andre steder, nemlig på venstrefløjen. Og –
tankevækkende nok – i dele af industrien.
Det er nemlig karakteristisk for de seneste års debat – både i USA og
i Danmark – at en række fremtrædende erhvervsfolk med stor integritet
og alvor har efterlyst regeringers vilje til at forholde sig til
klimaforandringerne. Derfor står vi i dag i Danmark med en ganske
livskraftig alliance mellem kapitalisme og miljøinteresser. Som det
blev sagt for nylig: Vindmøller startede måske nok som flippet
idealisme – men i dag er det big business.
I Danmark har vi naturligvis vindmølleproducenten Vestas, som er et
flagskib. Men skal virksomheder som Vestas – og de hundrede
underleverandører til vindmølleindustrien – for alvor have muligheder
for at udvikle sig og vokse til gavn for klimaet og til gavn for
danske arbejdspladser og eksportinteresser, så kræver det politisk
vilje til at sikre virksomhederne demonstrationspladser og mulighed
for at afprøve og kvalitetssikre deres produkter i Danmark. Bl.a. skal
der skabes faciliteter, der kan fungere som udstillingsvindue for
produkterne. Det har virksomhederne ventet på i mere end to år.
Der skal sættes nye møller op. Udlandet skal nemlig kunne tro på, at
vi selv tror på det – og faktisk bruger det. Det samme gælder for
andre miljørigtige virksomheder og produkter, f.eks. Novozymes, der
producerer enzymer til biobrændstoffer og f.eks. til vaskepulver, så
man kan vaske tøj ved lave temperaturer. Eller den bornholmske
succeshistorie om Notox, der dårligt kan følge med efterspørgslen på
dieselpartikelfiltre, men som virkelig har brug for at kunne fremvise
f.eks. København som en grøn zone – et ‘showroom’ for deres produkt,
som ikke alene kunne overbevise andre landes regeringer om vigtigheden
af krav om partikelfiltre og så videre, men også vise produktets
holdbarhed og kvalitet.
En helt afgørende faktor for at få bremset den globale opvarmning er
derfor en tæt alliance mellem industrien og de politiske
beslutningstagere. Virksomheder som Danfoss, med deres intelligente
energistyringssystemer, Grundfos med deres lavenergipumper, Arcon med
deres solvarmepaneler osv. skal ikke alene have arbejds- og
vækstbetingelser, der driver energirigtige løsninger endnu længere
frem – de har også brug for klare politiske markeringer af, hvad man
politisk har af ambitioner og konkrete målsætninger. For både de
nævnte virksomheder og alle de andre, som ikke er i gear endnu, skal
turde tro på, at miljørigtige investeringer vil få betydning, være
nødvendige og bære frugt. Det handler simpelthen om at opstille så
klare og forpligtende målsætninger, at investeringslysten stimuleres.
Selv om vi hver især kan gøre meget – lige fra at slukke lyset, købe
lavenergikøleskabe, lade bilen stå og så videre – så er opgaven først
og fremmest politisk. Det er gennem lovgivning, incitamenter og
sanktioner for industrien, at både det, der produceres, og måden, det
produceres på, kan skabe rammerne for reduktionen af CO -2 -udslip og
et stop for den globale opvarmning.
Det er et politisk ansvar at sikre den nødvendige lovgivning, som kan
give miljøvenlig energiproduktion og produkter med lavt energiforbrug
adgang til markedet. Det er gennem afgifter og fritagelser for
afgifter, at vi kan ændre forbrugsvaner og fremme miljørigtige
løsninger. Det er gennem lovgivning med krav til produkter – boliger,
transportmidler, hårde hvidevarer, elektronik, energiproduktion og
produktionsprocesser – at vi afgørende kan nedbringe udslippet af
drivhusgasser og dermed den globale opvarmning.
En lovgivning, som fremmer miljørigtige løsninger, sætter også gang i
nye typer produktion. Det skaber både vækst og job. Men vigtigst af
alt er det, at det er politikerne, der kan – og skal! – sætte rammerne
internationalt. For hele pointen er jo, at klimaforandringerne
påvirker hele kloden, hvorfor nationalstatsperspektivet er
utilstrækkeligt.
I de senesteår har vi på tv kunnet følge orkaners rasen. Sidste sommer
så vi den smukke kulturby New Orleans blive lagt øde. Meget tyder på,
at efterhånden som den globale opvarmning også øger temperaturen i
havene, øges antallet af orkaner, cykloner og tyfoner. Både USA og
Japan har oplevet langt større hyppighed og langt voldsommere
naturkatastrofer de seneste år. Vi har set Europas gader flyde over
efter voldsomme regnskyl igen og igen. Siden 1970’erne er hyppigheden
og voldsomheden i storme i såvel Atlanten som i Stillehavet vokset med
50 procent. Det har betydet enorme ekstraudgifter for de berørte
samfund. Det gælder infrastrukturen med ødelagte veje og broer, det
gælder diger, boliger, skoler, hospitaler, plejehjem, og det gælder
naturligvis forsikringspræmier og ditto udbetalinger til de millioner
af civile, der er blevet ramt. De samfundsmæssige udgifter er enorme –
og de er voksende.
Pointen er imidlertid, at vi ikke, heller ikke i Danmark, kan se på
den globale opvarmning og klimaforandringer som de andres problem.
Også Danmark vil blive berørt, når havene stiger, når der kommer flere
storme, når regnskyllene bliver voldsommere og fører til
oversvømmelser. Og vi kan ikke se den anden vej, hvis milliarder af
mennesker drives på flugt på grund af tørke et sted eller
oversvømmelser et andet.
Alene håndteringen af flygtningeproblematikken eller de
sikkerhedspolitiske konsekvenser vil sætte også dansk økonomi under
pres. Mere end 1 milliard kinesere vil have samme levestandard som os
i Vesten. Og 1 milliard indere nærer samme ambition. Det enorme
forbrug af energi og rent vand sætter hele kloden under pres, for om
få år skønnes der at være mere end 9 milliarder mennesker på kloden.
Alle med behov for vand og varme. Alle forestillinger om samhandel og
fri bevægelighed, forbrug, tilgængelighed, globalt medansvar – alt –
risikerer at få helt nye og dramatiske betydninger, hvis ikke
klimaforandringerne bringes til ophør. Med velstandsstigningerne i så
folkerige nationer som Indien og Kina og med de krav til levestandard,
der vil følge med, vil CO -2 -udslippet eksplodere. Dermed bliver den
globale opvarmning yderligere skruet i vejret.
Den gode nyhed er, at selv om vi har påvirket kloden negativt gennem
et alt for voldsomt udslip af CO -2 , kan vi som menneskehed ligesådan
påvirke kloden positivt. Der er ganske vist ikke lang tid at løbe på,
hvis vi skal undgå de værste konsekvenser, men vi har faktisk mange af
de teknologiske svar – eller tilløb til dem. Mangelvaren er politisk
vilje til at skabe det nødvendige klima for vores virksomheder samt at
træffe de nødvendige politiske beslutninger om at bevæge sig ud af
olie-, gas- og kul-økonomien og ind i en økonomi baseret på rene
energikilder og effektiv anvendelse af energi.
Det turde derfor være klart: Kampen mod klimaforandringerne behøver
ikke at være en afsavnsdagsorden. Tværtimod ligger der et enormt
potentiale i en grøn omstilling. I sin bog påpeger den tidligere
amerikanske vicepræsident Al Gore, at gamle vaner i kombination med
gammel teknologi giver forudsigelige og overskuelige konsekvenser for
miljøet. Men gamle – og dårlige – vaner giver i samspil med ny
teknologi enorme og undertiden katastrofale konsekvenser. Det er det
regnestykke, som skal vendes, således at vi får nye vaner i samspil
med den nye og miljørigtige teknologi og dermed kan vende udviklingen.
Den store del af fremtidens vigtigste produkter vil helt klart være at
finde inden for miljø- og energiteknologi, og Danmarks investeringer i
forskning, innovation og produktion på disse områder vil ikke alene
være rigtig – det vil også være samfundsøkonomisk klogt.
Regeringsalternativetuden om VKO vil derfor som sin væsentligste
opgave få at udvikle og realisere den strategi, der kan gøre Danmark
og EU som en betydelig global spiller uafhængig af olie og omlægge det
danske energiforbrug, så det bliver CO -2 -neutralt. En kommende dansk
regering vil også skulle sætte sig i spidsen for at finde globale
løsninger på den globale opvarmning og klimaændringerne. En kommende
regering vil stå i spidsen for en ansvarlig politik over for kommende
generationer – for hvad er det for en moral, vi dyrker ved at lukke
øjnene og undergrave deres muligheder for et ordentligt liv?