Det grønne er for vigtigt til at overlade det til de ligeglade

Derfor må jeg viderebringe budskabet fra Politiken-kronikken i dag. Det glæder mig meget når vores formand sammen med Anne Grete Holmsgaard tager den grønne tråd op. Den er nemlig i dag altfor tæt på at briste, og kan kun samles op af nænsomme hænder der tænker længere end 10 år frem i tiden på miljøområdet. I SF vil vi ikke være med til at skrive historie som værende med i den tid, hvor klodens miljø endegyldigt fik et slag over nakken.Det gælder vore børns fremtid

   Politiken, 25. juli 2006
   Velfærdstrussel nummer 1: Klimaændringer
   Hvorfor vil regeringen kun tale om landets arbejdsstyrke og
   skattegrundlag om fyrre år, men ikke om klimaforandringernes følger
   for flygtningestrømme, sikkerhedspolitik og naturkatastrofer om de
   samme fyrre år?

Af: Villy Søvndal og Anne Grete Holmsgaard

   I Sverige har statsminister Göran Persson sat sig i spidsen for en
   arbejdsgruppe, der skal finde løsninger, der kan bringe Sverige ud af
   olieafhængighed inden 2020. Det er en meget ambitiøs, men helt
   grundlæggende opgave. Den tager nemlig livtag med den allerstørste
   både praktiske og moralske opgave, vi som politikere står med i disse
   år. Alt andet end et tilsvarende ambitionsniveau for Danmarks
   vedkommende er en falliterklæring.

   Al snak om det økonomiske grundlag for fremtidens velfærdssamfund er
   nemlig dybest set naragtig, hvis vi ikke ser de virkelig store
   udfordringer i øjnene: det, at vores klode er ved at forandre sig med
   foruroligende hast. De økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne
   og den globale opvarmning vil nemlig også få enorm betydning for det
   danske velfærdssamfund.
   Den danske regering har med andre ord anlagt et alt for snævert
   perspektiv på velfærden og dens finansieringsgrundlag. Hvad der
   derimod er brug for, er en oprigtig og eksistentiel alvor omkring
   spørgsmålet om klimaforandringerne, og hvordan vi bremser dem.

   Hvordan kan det være, at det er legitimt at tale om arbejdsstyrken og
   skattegrundlaget om fyrre år – men illegitimt at ville tale om
   befolkningstilvækst, flygtningestrømme, sikkerhedspolitik, tørke eller
   andre naturkatastrofer som følge af klimaforandringer om de selv samme
   fyrre år?
   Vi tør sletikke tænke tanken, at Anders Fogh Rasmussen og George W.
   Bush havde været magthavere, da Kyotoaftalen skulle underskrives. At
   Danmark i dag – heldigvis – er langt foran USA i både ambitioner og
   bestræbelser for at reducere CO -2 -udslippet, er godt. Men under den
   siddende regering er entusiasmen om sagen tydeligt dalet. Og godt nok
   havde Fogh sagt, at han ville drøfte klima med Bush under besøget i
   Camp David. Men vi ved jo fra andre spørgsmål, præcis hvor lidt der
   kommer ud af deres drøftelser, når samtalerne rummer kritik, krav
   eller forventninger til storebror Bush.

   Præsidentens komplette uansvarlighed i forhold til den globale
   opvarmning og dens konsekvenser er lige så legendarisk, som den er
   fatal.
   Helt afgørende for vores fælles fremtid er den stupiditet, der med
   disse regeringsledere er blevet ophøjet til princip i miljø- og
   naturressourcespørgsmålet. For tag ikke fejl. Den danske wonderboy
   Bjørn Lomborg fik med sit bidrag til økooptimismen og med den danske
   statsministers personlige prestige i ryggen leveret et alibi for en
   tilbagerulning af dansk klima- og energipolitik.
   Trods Lomborgs årelange og deprimerende placering blandt de mest
   indflydelsesrige personer i verden – på baggrund af hans bog ‘The
   Sceptical Environmentalist’ – kan vi konstatere, at videnskabsfolk
   over hele kloden i dag anerkender den globale opvarmning og dermed
   klimaforandringerne som det mest afgørende spørgsmål for klodens
   fremtid. Så selv om Danmark fortsat er langt foran USA i arbejdet med
   at reducere CO -2 -udslip og finde alternative energiløsninger, så er
   det hverken Foghs fortjeneste eller i Foghs ånd.
   Regeringen Fogh fjernede nemlig fluks, da den kom til, alle
   udviklingsmidler til vedvarende energi, halverede
   energiforskningsprogrammet og aflyste tre planlagte havmølleparker. I
   dag bruger Danmark 0,02 procent af BNP på forskning i energi. Det
   sker, til trods for at dansk energiudstyr tegner sig for en eksport på
   39 milliarder kroner – og altså næsten dobbelt så meget som
   svineeksporten.
   Ikke færre end 48 naturvidenskabelige nobelprisvindere har kritiseret
   Bushregeringen for at sidde videnskaben og den faglige substans om
   bl.a. klimaforandringerne overhørig. Lyder det bekendt?
   Lomborginstituttet var jo netop Foghs opfindelse. Og det bidrog
   åbenlyst til den vidensrindalisme, der har karakteriseret den siddende
   regerings opgør med »smagsdommere og eksperter«. Ideologi forud for
   viden. Holdning forud for fakta.
   Genkendelighed forud for saglighed. Bush har oven i købet
   foranstaltet, at man sidder og regner på de mulige gevinster ved den
   globale opvarmning.
   Menklimaforandringernes betydning er til at tage at føle på. Lad os
   give nogle eksempler, hentet fra den tidligere amerikanske
   vicepræsident Al Gores nye bog ‘An Inconvenient Truth’:
   Mængden af CO -2 er på cirka 50 år vokset betragteligt. De største
   koncentrationer af CO -2 i atmosfæren er målt de seneste 25 år – ud af
   600.000 år. De højeste temperaturer på kloden i de sidste 1.000 år –
   er målt de seneste 25 år, med nye varmerekorder næsten år for år. 20
   af de 21 varmeste år er målt inden for de seneste 25 år. I sin bog
   viser Al Gore billeder fra Afrika, Europa, Nordamerika, Grønland,
   Rusland, Nordpolen, Antarktis, Himalaya. Overalt viser billederne, at
   hvor der for blot 100 eller 50 år siden var gletsjere, permafrost,
   evig sne eller indlandsis, er isen i voldsom grad på retur – eller
   helt væk. På det afrikanske kontinent vil Kilimanjaro om få år være
   uden sne og is på toppen, søer forsvinder, og ørkener breder sig.
   40 procent af Jordens (hastigt voksende) befolkning får deres
   drikkevand fra Himalaya. Konsekvenser af, at gletsjerne og sneen
   forsvinder, er fatale. Ikke alene vil der mangle drikkevand til
   menneskene og vand til afgrøder – det vil sende millioner og atter
   millioner af mennesker på flugt, til egne, hvor de måske kan gøre sig
   håb om, at livet kan opretholdes. Flygtningestrømme, konflikter og
   kampe for tilværelse og overlevelse vil give spændinger og problemer
   over hele kloden – også så det mærkes i Danmark.
   Krigen mod terror og krigen i Irak koster milliarder af kroner hver
   måned. Og selv om konsekvenserne er alvorlige nok, både i forbindelse
   med terrorhandlinger og ved krig, så er proportionerne ved
   konsekvenserne af de fremtidige klimaforandringer langt, langt større
   – og burde derfor også adresseres som den virkelige og nødvendige
   udfordring.
   Krigen i Irak har allerede kostet de amerikanske skatteydere langt
   over 285 milliarder dollar. Hvad dette beløb kunne have betydet for
   omlægning til vedvarende energi, forskning i lavenergihuse,
   lavenergikøleskabe eller CO -2 -neutral produktion, er ikke så lidt.
   Den største trussel mod amerikanerne er derfor hverken Osama bin Laden
   eller præstestyret i Teheran, ligesom den største trussel mod Danmark
   ikke er Abu Laban eller en flagafbrænding på Vestbredden. Den største
   trussel mod USA, mod Danmark og mod hele resten af Jordens befolkning
   er manglende politisk mod til at dæmme op for CO -2 -udslippet. Det er
   alle denne verdens mentale Bjørn Lomborg’er og deres politiske
   bagmænd, der udgør den største trussel, fordi de overlader til vores
   børn og børnebørn at gøre i morgen, hvad vi selv burde gøre i dag.
   I Danmarkfindes der altså ikke på regeringsniveau det politiske mod og
   den nødvendige ansvarlighed til at sætte sig i spidsen for et andet
   Danmark – et Danmark, som indstiller sig på en fremtid efter
   olieøkonomien – jævnfør Göran Perssons initiativ. Den politiske
   drivkraft ligger derimod andre steder, nemlig på venstrefløjen. Og –
   tankevækkende nok – i dele af industrien.
   Det er nemlig karakteristisk for de seneste års debat – både i USA og
   i Danmark – at en række fremtrædende erhvervsfolk med stor integritet
   og alvor har efterlyst regeringers vilje til at forholde sig til
   klimaforandringerne. Derfor står vi i dag i Danmark med en ganske
   livskraftig alliance mellem kapitalisme og miljøinteresser. Som det
   blev sagt for nylig: Vindmøller startede måske nok som flippet
   idealisme – men i dag er det big business.
   I Danmark har vi naturligvis vindmølleproducenten Vestas, som er et
   flagskib. Men skal virksomheder som Vestas – og de hundrede
   underleverandører til vindmølleindustrien – for alvor have muligheder
   for at udvikle sig og vokse til gavn for klimaet og til gavn for
   danske arbejdspladser og eksportinteresser, så kræver det politisk
   vilje til at sikre virksomhederne demonstrationspladser og mulighed
   for at afprøve og kvalitetssikre deres produkter i Danmark. Bl.a. skal
   der skabes faciliteter, der kan fungere som udstillingsvindue for
   produkterne. Det har virksomhederne ventet på i mere end to år.
   Der skal sættes nye møller op. Udlandet skal nemlig kunne tro på, at
   vi selv tror på det – og faktisk bruger det. Det samme gælder for
   andre miljørigtige virksomheder og produkter, f.eks. Novozymes, der
   producerer enzymer til biobrændstoffer og f.eks. til vaskepulver, så
   man kan vaske tøj ved lave temperaturer. Eller den bornholmske
   succeshistorie om Notox, der dårligt kan følge med efterspørgslen på
   dieselpartikelfiltre, men som virkelig har brug for at kunne fremvise
   f.eks. København som en grøn zone – et ‘showroom’ for deres produkt,
   som ikke alene kunne overbevise andre landes regeringer om vigtigheden
   af krav om partikelfiltre og så videre, men også vise produktets
   holdbarhed og kvalitet.
   En helt afgørende faktor for at få bremset den globale opvarmning er
   derfor en tæt alliance mellem industrien og de politiske
   beslutningstagere. Virksomheder som Danfoss, med deres intelligente
   energistyringssystemer, Grundfos med deres lavenergipumper, Arcon med
   deres solvarmepaneler osv. skal ikke alene have arbejds- og
   vækstbetingelser, der driver energirigtige løsninger endnu længere
   frem – de har også brug for klare politiske markeringer af, hvad man
   politisk har af ambitioner og konkrete målsætninger. For både de
   nævnte virksomheder og alle de andre, som ikke er i gear endnu, skal
   turde tro på, at miljørigtige investeringer vil få betydning, være
   nødvendige og bære frugt. Det handler simpelthen om at opstille så
   klare og forpligtende målsætninger, at investeringslysten stimuleres.
   Selv om vi hver især kan gøre meget – lige fra at slukke lyset, købe
   lavenergikøleskabe, lade bilen stå og så videre – så er opgaven først
   og fremmest politisk. Det er gennem lovgivning, incitamenter og
   sanktioner for industrien, at både det, der produceres, og måden, det
   produceres på, kan skabe rammerne for reduktionen af CO -2 -udslip og
   et stop for den globale opvarmning.
   Det er et politisk ansvar at sikre den nødvendige lovgivning, som kan
   give miljøvenlig energiproduktion og produkter med lavt energiforbrug
   adgang til markedet. Det er gennem afgifter og fritagelser for
   afgifter, at vi kan ændre forbrugsvaner og fremme miljørigtige
   løsninger. Det er gennem lovgivning med krav til produkter – boliger,
   transportmidler, hårde hvidevarer, elektronik, energiproduktion og
   produktionsprocesser – at vi afgørende kan nedbringe udslippet af
   drivhusgasser og dermed den globale opvarmning.
   En lovgivning, som fremmer miljørigtige løsninger, sætter også gang i
   nye typer produktion. Det skaber både vækst og job. Men vigtigst af
   alt er det, at det er politikerne, der kan – og skal! – sætte rammerne
   internationalt. For hele pointen er jo, at klimaforandringerne
   påvirker hele kloden, hvorfor nationalstatsperspektivet er
   utilstrækkeligt.
   I de senesteår har vi på tv kunnet følge orkaners rasen. Sidste sommer
   så vi den smukke kulturby New Orleans blive lagt øde. Meget tyder på,
   at efterhånden som den globale opvarmning også øger temperaturen i
   havene, øges antallet af orkaner, cykloner og tyfoner. Både USA og
   Japan har oplevet langt større hyppighed og langt voldsommere
   naturkatastrofer de seneste år. Vi har set Europas gader flyde over
   efter voldsomme regnskyl igen og igen. Siden 1970’erne er hyppigheden
   og voldsomheden i storme i såvel Atlanten som i Stillehavet vokset med
   50 procent. Det har betydet enorme ekstraudgifter for de berørte
   samfund. Det gælder infrastrukturen med ødelagte veje og broer, det
   gælder diger, boliger, skoler, hospitaler, plejehjem, og det gælder
   naturligvis forsikringspræmier og ditto udbetalinger til de millioner
   af civile, der er blevet ramt. De samfundsmæssige udgifter er enorme –
   og de er voksende.
   Pointen er imidlertid, at vi ikke, heller ikke i Danmark, kan se på
   den globale opvarmning og klimaforandringer som de andres problem.
   Også Danmark vil blive berørt, når havene stiger, når der kommer flere
   storme, når regnskyllene bliver voldsommere og fører til
   oversvømmelser. Og vi kan ikke se den anden vej, hvis milliarder af
   mennesker drives på flugt på grund af tørke et sted eller
   oversvømmelser et andet.
   Alene håndteringen af flygtningeproblematikken eller de
   sikkerhedspolitiske konsekvenser vil sætte også dansk økonomi under
   pres. Mere end 1 milliard kinesere vil have samme levestandard som os
   i Vesten. Og 1 milliard indere nærer samme ambition. Det enorme
   forbrug af energi og rent vand sætter hele kloden under pres, for om
   få år skønnes der at være mere end 9 milliarder mennesker på kloden.
   Alle med behov for vand og varme. Alle forestillinger om samhandel og
   fri bevægelighed, forbrug, tilgængelighed, globalt medansvar – alt –
   risikerer at få helt nye og dramatiske betydninger, hvis ikke
   klimaforandringerne bringes til ophør. Med velstandsstigningerne i så
   folkerige nationer som Indien og Kina og med de krav til levestandard,
   der vil følge med, vil CO -2 -udslippet eksplodere. Dermed bliver den
   globale opvarmning yderligere skruet i vejret.
   Den gode nyhed er, at selv om vi har påvirket kloden negativt gennem
   et alt for voldsomt udslip af CO -2 , kan vi som menneskehed ligesådan
   påvirke kloden positivt. Der er ganske vist ikke lang tid at løbe på,
   hvis vi skal undgå de værste konsekvenser, men vi har faktisk mange af
   de teknologiske svar – eller tilløb til dem. Mangelvaren er politisk
   vilje til at skabe det nødvendige klima for vores virksomheder samt at
   træffe de nødvendige politiske beslutninger om at bevæge sig ud af
   olie-, gas- og kul-økonomien og ind i en økonomi baseret på rene
   energikilder og effektiv anvendelse af energi.
   Det turde derfor være klart: Kampen mod klimaforandringerne behøver
   ikke at være en afsavnsdagsorden. Tværtimod ligger der et enormt
   potentiale i en grøn omstilling. I sin bog påpeger den tidligere
   amerikanske vicepræsident Al Gore, at gamle vaner i kombination med
   gammel teknologi giver forudsigelige og overskuelige konsekvenser for
   miljøet. Men gamle – og dårlige – vaner giver i samspil med ny
   teknologi enorme og undertiden katastrofale konsekvenser. Det er det
   regnestykke, som skal vendes, således at vi får nye vaner i samspil
   med den nye og miljørigtige teknologi og dermed kan vende udviklingen.
   Den store del af fremtidens vigtigste produkter vil helt klart være at
   finde inden for miljø- og energiteknologi, og Danmarks investeringer i
   forskning, innovation og produktion på disse områder vil ikke alene
   være rigtig – det vil også være samfundsøkonomisk klogt.
   Regeringsalternativetuden om VKO vil derfor som sin væsentligste
   opgave få at udvikle og realisere den strategi, der kan gøre Danmark
   og EU som en betydelig global spiller uafhængig af olie og omlægge det
   danske energiforbrug, så det bliver CO -2 -neutralt. En kommende dansk
   regering vil også skulle sætte sig i spidsen for at finde globale
   løsninger på den globale opvarmning og klimaændringerne. En kommende
   regering vil stå i spidsen for en ansvarlig politik over for kommende
   generationer – for hvad er det for en moral, vi dyrker ved at lukke
   øjnene og undergrave deres muligheder for et ordentligt liv?