SF ved Holger K. Nielsen opfordrede/krævede d. 10/1 i et spm. til udenrigsminister Per Stig Møller, at han skulle arbejde på en international sportsboykot af Iran, der som meget markant konsekvens ville betyde at Iran ikke kunne deltage ved VM i fodbold.
Se SF’s pm her: http://www.sf.dk/index.php?article=10271 og ministerens svar her: I dag tog vi den så op igen med denne pm: http://www.sf.dk/index.php?article=11618. Først krævede vi en boykot – denne gang beder vi lidt blødere om en genovervejelse. Der hersker ingen tvivl om at Iran er en stærkt problematisk nation, og at præsident Mahmoud Ahmadinejads udtalelser om Holocaust og Israel er utålelige, og at deres uran-berigelse udgør en sikkerhedsfare i Mellemøsten.

På trods af dette rejser spm. om en sportsboykot nogle principielle overvejelser, som jeg håber vi i SF har gjort os:

Uanset at sport historisk har været præget af storpolitik (især under Den Kolde krig, og Serbien (FRY/Ex-Jugo) ramtes af ‘frivillig’ sportsboykot indtil sep. 99, hvorfor DK deltog (og vandt EM 92)), bør man for mig at se nøje overveje, om man bør medvirke til en øget sammenkobling af sport og politik.

Måske er inter-kulturel sportskonkurrence som en nedbryder af megen forskellighed, sågar et stabiliserende element i en konfliktpræget verden?
Terrorhandlingen ved OL i München 1972 var om noget skrækeksemplet på en sammenblanding af sport og konflikt.

En iransk udelukkelse fra VM vil have en helt enorm symbolsk effekt – men ville det være en retvis beslutning? Om den evt. vil føre til en styrkelse eller en svækkelse af det siddende styre, finder jeg meget svært at svare på. Skråsikkerhed er ikke klogt på dette område. For mig rejses der altså en række dilemmaer, som jeg mener bør føre til SF-overvejelse.