De radikale og Dansk Folkeparti må have været til det samme vellykkede
medie-strategiske kursus. I hvert fald har deres stiltiende dualistiske partnerskab gennem længere tid sikret begge partier massiv mediedækning uden politisk substans.MEP, Anders Samuelsen (AS), leverer i sin jagt på en ministerpost den 22.-23 april et glanseksempel ud i hult bogstavtrylleri og politisk rænkespil.

Desværre for AS får han selv opstillet tre stærkt diskutable præmisser for VKR-drømmen: For det første skal V (igen) og K gå tilbage og Fogh miste magten. Heraf må det sidste siges at være behæftet med usikkerhed. For det andet skal DF kræve plads i regeringen, men hvorfor skulle de dog, som andet end spil for galleriet, gamble med den unikke magtposition de har nu?

Den tredje og mest penible præmis er, at vælgerne forventes at belønne et parti, der befinder sig i ingenmandsland. Der udloves en gave, men om det er Fogh eller Helle T., der springer op, er en overraskelse. Jeg tror, AS undervurderer vælgernes tro på holdningspolitik, forstærker politikerleden og ender med en lang næse.

Som SF’er glædes jeg over de radikales bejlen til Fogh. Endelig udstilles de store forskelle, og vi skal med glæde samle jeres social- og skattepolitisk ansvarlige vælgere op. De miljøbevidste sendte AS selv over til SF, da han for nylig bakkede op om en vækst i europæisk atomkraft.

(Bragt i Information 28. april 2006)