I grunden burde man lade national-romantikerne nyde deres ensrettende kanon i fred, og aftale ikke at omtale den for derved at undgå, at give den så meget opmærksomhed, at de borgerlige med denne i hånden kan bringe sig foran i den nuværende kulturkamp. Det er dog for meget at håbe på, at den ikke på nogen måde vil have indflydelse på de kommende års kulturdebat.
Derfor vælger jeg at tage udfordringen op, og i stedet give alle interesserede mulighed for at præge indholdet i den alternative kulturkanon.
Ej heller skal det se ud som om, at man fordi man er venstreorienteret, kulturradikal (uden plads i kanonudvalget), eller såmænd bare kritisk over for kanon-tanken, ikke bifalder storheden i Festen, Kaj og Andrea eller Flora Danica. Nej, uenigheden drejer sig primært om den forkvaklede tilgang der sætter alt ’det danske’ op på en urørlighedens piedestal. Et sted hvor hverken kunsten, eller mange af kunstnerne havde eller har, noget som helst ønske om at opholde sig.
Den alternative kulturkanon er på sin vis også ”et dannelsesprojekt for hele Danmark”, men udsynet er helt anderledes. Hvor de borgerlige vil ruste os til mødet med den globaliserede klode, ved at pådutte os en facitliste af danskhed, er vi mange andre der mener at dette bedst gøres ved at åbne øjnene op for det multikulturelle. Hvis man ikke er åben for andres kulturer, og villig til at lukke dette ind, vil man ej heller være i stand til at indse, hvad det er i ens nære kulturelle verden som man mest af alt holder af. Det er naturligt at føle glæde over dansk kultur, og have lyst til at give den videre, men hvis man tvangsfodres som en foie grass-frembringende gås, vil man sluttelig føle mere kvalme end spiselyst.
Mest af alt er det væsentligt at indse at begrebet ’dansk kultur’ er særdeles tvivlsomt. Utallige elementer i det vi i dag ser som dansk, er kun fremkommet efter stærk indflydelse fra andre lande og kulturer. Grundtvig mestrede velsagtens otte fremmede sprog. Hvordan havde Karen Blixen mon skrevet uden sit forhold til Afrika? Havde Bertel Thorvaldsen mon frembragt al den imponerende skønhed, hvis ikke Rom havde præget ham? Ville man se frem til stegt flæsk med persillesovs, hvis ikke man havde mulighed for at snuppe en shawarma i ny og næ?
Ideen med den alternative kulturkanon, er at rette blikket mod de frembringelser i den kultur, vi finder i Danmark, som kan siges at være eller rumme nogle af følgende elementer (men ikke nødvendigvis alle af disse): Individ-frisættelse, fælleskab, solidaritet, multikulturelt, globalt, magtkritisk, kapitalismekritisk, samfunds-skævt, provokerende, arbejderklasse-kulturelt, socialisme, udogmatisk, antiautoritært og antinationalistisk.
Man kan spørge sig selv, hvorfor denne kanon ikke skal hedde “Den røde kanon“, men det ville muligvis skræmme mange væk som ellers sad inde med fremragende bud på dansk kultur der hører hjemme i kanonen. Ligeledes er det vigtigt, at skabe en kanon der er udogmatisk og ikke-ekskluderende. Skaberne af kanon’en er da de sande eksperter – nemlig folket der bærer på den kulturelle arv. Til folket hører alle – som sig regne selv dertil. Sådan er metoden, så længe ingen vælger at stille deres pc’er op i rundkreds.
Reglerne for den alternative kulturkanon er indtil videre få:
a) Der er ingen facitliste, og altså ingen nummerering.
b) Forslagene må godt optræde i regeringens kulturkanon.
c) Der skal så vidt muligt henvises til selvstændige værker eller sange.
d) Ingen regel er så vigtig, at den ikke kan brydes til gavn for den kulturelle dannelse.
I første omgang åbnes der op for ideer til følgende kategorier, men kom gerne med egne forslag: Film, populærmusik, musik, litteratur, arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, scenekunst, børnekanon, og de to tilføjelser: mad, politiske begivenheder og happenings.
Mine første bud indenfor kategorierne er følgende:
Film: Bænken (Per Fly), Midt om natten (Erik Balling), Breaking the Waves (Lars Von Trier), Olsen Banden ser rødt (Erik Balling), Pelle Erobreren (Bille August), Det perfekte menneske (Jørgen Leth)
Populærmusik: Røde Mor (samlede box sæt), Gasolin ”Live Sådan”, Savage Rose ”Dødens Triumf”, Steppeulvene ”Hip”, Outlandish ”Bread and barrels”, Kashmir ”Zitilites”, C.V. Jørgensen ”Tidens tern”, Gnags ”Danmark”
Musik: ”Snart dages det brødre” (U.P. Overby), ”Når jeg ser et rødt flag smælde” (Oskar Hansen), ”Grevens Fejde” (Ebbe Kløvedal Reich)
Litteratur: HC.Andersen ”Kejserens nye klæder”, Karen Blixen ”Den afrikanske farm”, Dan Turell ”Vangede Billeder”, Tom Kristensen ”Hærværk”, Ludvig Holberg ”Niels Klims underjordiske rejse”, Svend Åge Madsen ”Se dagens lys”
Kunst: ”Den indre svinehund” (Jens Galschøitt), Thorvaldsens værker,
Design og kunsthåndværk: Madam Blå (ukendt), Traditionel øloplukker
Scenekunst: Anders Mattesen – Stand Up Comedy, Ludvig Holberg “Erasmus Montanus”
Børnekanon: Terkel i Knibe, Gummi Tarzan, Hodja fra Pjort, Busters Verden, Bamses Billedbog, Cykelmyggen Egon, Pjerrot
Arkitektur: Havnebadet på Islands Brygge, Christiania, Operahuset i Sydney, Amager Strandpark, Brøndby Stadion
Mad: Pizza, shawarma, burrito, wokmad, frikadeller, stegt flæsk med persillesovs, boller i karry, havregrød, bearnaise-sovs
Politiske begivenheder og happenings: Fri abort (1973), kvinders stemmeret (1915), Solvognens julemandshappening i Magasin (1974), Tine Schmedes ammer i BR (1971), Slaget på Fælleden (1872), Stavnsbåndets ophævelse (1788), Kamal Qureshi tager til hofbal i pakistansk festdragt (2004), Den lille havfrue halshugges (Jørgen Nash?, 1964), Det Grønlandske hjemmestyre (1979), Fristaden Christiania (1971), Homoseksuelle kan gifte sig (1989)
Jeg håber projektet sætter alternative kulturtanker i gang hos folk – sker dette er vi nået et skridt videre i kulturkampen. Samtidig er det mit ønske, at vi sammen kan få fastholdt et mere nuanceret og gerne broget billede af dansk kultur, som kan bibeholde vores tro på kulturen, samt sørge for at intet bliver glemt i den verserende kulturkamp. Kom med dine ideer, og fortæl hvis du har lyst om dine forslag. Når tiden er moden skal jeg nok sørge for, at få samlet alle de forslag som er kommet ind her på siden.