Efter strid modvind for Socialdemokraterne, må jeg jo nok være fair at bemærke det, med det samme jeg kan finde noget positivt at sige om deres leder (at det så drejer sig om medietække og ikke politiske visioner, er dog nok mindre flatterende). Men ret skal være ret, Helle T. er en person med et uomtvisteligt medietalent. Det er ikke altid hun siger visdomsord, ja det er faktisk meget sjældent hun siger noget, hvor man ligesom stopper op og tænker – hov! Men hendes ‘first impression’-fremtræden giver baghjul til andre, og jeg tror altså der er tale om klokkeklart skærmtalent, og ikke timer og atter timers træning.

Velfærdsforhandlingerne er for de enkelte partier som en lille kampagne, og er man velforberedt kan der scores mange point i denne tid. Helle T. virkede helt klart velforberedt da hun skulle kommentere regeringens udspil. Kort sagt ser man i sådanne situationer, hvad det var Fogh og co. frygtede da Helle T. blev valgt – hendes kampagnetalent. Drejebogen der hed “Sådan slår vi Helle T.” var helt klart tykkere end den der hed “Sådan slår vi Frank J.” Den første havde medietalentet, den anden havde den politiske tæft. Men Fogh frygtede helt klart mest Helle T. At de så i løbet af det første år er lykkedes med, at udstille hende som en Christiansborg-novice skyldes både manglerne (både mht. politisk vision og strategi) hos hende og hendes medarbejdere, men også at hun er oppe mod et langt mere velsmurt PR-apparat.
 
Fogh og rådgiverne frygtede ydermere det faktum, at hun var kvinde og endda en der gjorde sig godt på tv. Det er værd at bemærke, at Fogh til dato har tromlet alle mandlige modstandere (han har dog ikke prøvet en valgkamp med Villy Søvndal som leder, og det bliver ikke en walk over), hvorimod han har haft sværere ved at håndtere Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard. Med risiko for at fornærme nogen, vil jeg påstå at Fogh ikke tør risikere at tromle Helle T. og blive udpeget som ufølsom mandschauvinist. Det er nemlig noget der skræmmer mange kvindelige vælgere, som i højere grad er påvirkelige af den slags, og generelt venter længere med at bestemme sig for, hvor krydset skal sættes (dette er påvist af undersøgelser). Troværdighed er vigtigt, men især noget som kvinder fokuserer på, og her skød Mogens Lykketoft sig selv i foden ved at ødelægge sit fipskægs-brand.

Jeg håber ikke (og tror ikke) at medietække alene kan gøre det, men det kan betyde meget, og der er lang tid til næste valg – så Helle T. har med sikkerhed ikke smidt håndklædet, og Fogh og co ser nu den kampagne-leder de frygtede. Så de vil gøre hvad de kan for at udstille hende som forhandlingsmæssig svag, og vil være meget påpasselige med at give S de indrømmelser der kan sælges som en sejr. Men som vi har set med SU’en, er Fogh meget bange for at kunne blive kritiseret for løftebrud. Historien skræmmer ham, og det har imidlertid givet SF en første delsejr på SU’en.