Tre områder som vi traditionelt lader køre hver for sig, er i sagen om JP-tegningerne blevet viklet godt og grundigt ind i hinanden. Det er vi ikke vant til på vores himmelstrøg, og det har da også medført helt uforudsigelige kontroverser i det danske samfund.

Jens Rohde Vs Arla (og resten af erhvervslivet) er en fight der kærner smør til fløde.

Positivt og befriende er det, at dansk politik er blevet vækket af sin Tornerose-søvn. Anders Fogh plantede den giftige ten, og siden da har intet drejet sig om holdninger men snarere om medie-styring. Det spiller stadig en stor rolle, men for første gang i lang tid kan vi høre, at der er mennesker med holdninger inde bag jakkesættene på Chr.borg, og det er sgu en revitalisering af det danske demokrati. Sjovt nok er en sådan på sigt til skade for Fogh, og det siger lidt om, hvor bremsende hans anti-pluralistiske strategi med remser a lá den efterfølgende er: 

“Der er intet at komme efter, og hvis du fremturer er du med enten Saddam eller det iranske præstestyre”.

At tænke sig at det er JP man skal takke for ridserne i Foghs teflon. Det er vitterlig skæbnens ironi, og den shake smager heldigvis rigtig godt.