Skal man skamme sig over at være dansker fordi man er venstreorienteret og uenig i den førte politik?

Jeg hører oftere og oftere partikammerater og andre venstreorienterede udtale, at de skammer sig over at være danskere – piller flaget af rygsæk og rejsetaske osv. Retorikken irriterer mig efterhånden mere og mere.

Forholder det sig sådan, at den enkelte går rundt og føler sig flov dag ud og dag ind – jamen, så fred være med det. Men er det i stedet bare en retorik der tages i anvendelse for at vise, at man er uenig med regeringen og DF – ja, så er sagen en anden og da er jeg kritisk.

Det er vilkårene i et demokratisk samfund, at dem der har mest opbakning leder landet, og dem skal man naturligvis udtrykke sin uenighed overfor. Men betyder det, at man som venstreorienteret konstant skal lægge afstand til det nationale? Ingen tvivl om at jeg føler mig mere nordisk, europæisk og global end folk i DF der orienterer sig rent nationalt. Men jeg holder sgu også med landsholdene, hepper på danske sportsfolk i udlandet, elsker den danske sangskat, den gode litteratur osv.

Tre ting gør ydermere at jeg er kritisk overfor denne anti-nationale ‘jeg er så flov over at være dansk’- retorik:

• Man kommer til at anerkende, at ‘det danske’ kan sættes på formel, og udkrystalliseres som en konstant.
• Man kommer uforvarende til at anerkende, at DF og regeringen har sat sig på defineringen af det nationale og hvilke værdier der præger os danskere. Hvad nu hvis det danske er åbenhed, globalt udsyn, tolerance og mangfoldighed?
• Man kommer endnu engang til at skabe et billede af en konstant negativ SF-flok der putter flere hår i suppen end der i forvejen er, og som glemmer at retorikken skaber virkeligheden. Hvis nu vi naturligvis ikke mener, at regeringens indvandrer- og integrationspolitik reelt er nok til, at vi skal gå rundt og føler os flove over at være danskere, hvorfor pokker skal vi så udtrykke det sådan? Gold retorik er en hæmsko, der mere skræmmer end samler om en reel kritik af den førte politik. Jeg tror ikke man hører det samme hos de radikale, og det er måske mere end en enkelt tanke værd.