Debatten ovenpå de 12 forfatteres kritik i Politiken, af tonen i den danske udlændingedebat viser meget tydeligt, hvilken elementær men sejrende medie-strategi DF arbejder udfra. Der er naturligvis et element af ‘indrøm aldrig en fejl’-strategien som Fogh tidligere har sværget til, men som han på gennemtænkt vis forsøgte at rykke ved, i talen ved Venstres nylige landsmøde. Men det er alligevel to andre detaljer der springer i øjnene.

a) Skab frygt ved at tegne et billede af virkeligheden, som ikke er sandt.
DF bygger sin politik på skabelse af frygt hos befolkningen. Denne strategi lykkes fordi virkningen af forskelige udtalelser altid bliver hængende efter at andre har skudt dem til jorden eller modereret tolkningen. Samtidig bygger DF’s påstande altid på en blanding af realitet og så deres egen virkeligheds-skabelse. De kan derfor sjældent angribes for at tale decideret usandt.

b) Skab dig selv en offerrolle
I sagen om de 12 forfattere kan man se, at DF hurtigt sætter sig selv i offerrollen, og slipper afsted med det. De tegner et billede af ‘den kulturradikale forfatterskare’ som en gruppe der ønsker at begrænse DF’s ytringsfrihed. De fleste kan se at det intet har på sig, men budskabet slipper alligevel ud, fordi DF er så ubehageligt samvittighedsløse i udførelsen, og fordi mange borgere har forskellig baggrund for at afkode dette spin. DF ved hvem de skal tale til, og de formår altid at ramme denne gruppe danskere.

Det er frusterende at moderne politik mere drejer sig om at skabe et billede af hvad partier står for og foretager sig, end hvad der reelt sker. Det er et problem at dele af pressen enten ikke evner, eller ikke ønsker at afsløre dette konstante spin. Ihvertfald virker det som om at pressen, set som helhed halter bagefter det politiske spin.

For SF er det ydermere et problem, idet vi traditionelt kærer os mere om hvad vi reelt gør, end hvad vi siger vi gør. Det er jeg trods alt glad for, men vores brand er desværre uklart.