Kære læsere på denne politiske hjemmeside. Hvis jeg kunne love guld og grønne skove – ville jeg formentlig have gjort det. Men det eneste jeg for alvor har kunnet smide ind i valgkampen – er mine stærke ideer og uudslukkeligt politisk brændstof.
Jeg vil gøre mit til at leve op til det ansvar som hver enkelt stemme er lig med. Jeg stiller ikke op for at opnå magt, men fordi jeg mener at dem med overskud skal gøre hvad de kan for at skabe et samfund som er åbent for alle. Vi har stadig en stærk velfærdsstat som jeg med næb og kløer vil forsvare mod de borgerliges skjulte korstog. Tiltagende privatisering er et middel til langsomt at ændre velfærdsstaten som de ældre i dette samfund har bygget op. Resultatet er mere ulighed fordi det skaber dårligere service for alle de borgere der med tiden eller nu ikke kan finansiere servicen privat. En service som endda ikke betegnes som værende bedre end den offentlige. Ja, faktisk er der flere eksempler på det modsatte.
Jeg håber I læsere har fundet siden interessant. Er dette tilfældet og overvejer du endda at sætte kryds ved mig – da kan du lige til det sidste hjælpe ved at henlede andres opmærksomhed på denne side, eller bare nævne mit navn hvis du hører en kammerat eller familiemedlem være i tvivl om hvor krydset skal sættes.
Husk at vi har sideordnet opstilling, og stemmer du på SF som liste pga. mine holdninger, arbejde og læserbreve – da risikerer du, at jeg alligevel ikke kommer til at repræsentere dig i kommunalbestyrelsen!
Det er altså det personlige antal stemmer der er afgørende.
Sæt derfor dit kryds ud for kandidat nr. 4 på liste F (SF) – og så kan du kun krydse fingre for, at det lykkes mig at samle nok personlige stemmer.
Kommer jeg ind vil jeg gøre hvad der står i min magt for at skabe nærhed til alle progressive borgere i kommunen som sidder inde med grønne og røde visioner.
Du vil snarligt få mulighed for at komme på min nyhedsbrevs-liste, med hvilken jeg vil oplyse om arbejdet på Rådhuset. Åbenhed er et af de vigtigste redskaber i forsøget på at trække det borgerlige styre til venstre.
Ligeledes vil jeg oprette kompetence-netværk så alle SF’ere eller sågar alle der har lyst, vil kunne bidrage med viden om kommunen, som vi i gruppen på Rådhuset derpå kan nyde godt af.
Uden jer er vi svagere – men uden mig på Rådhuset er det ikke sikkert at arbejdsgangen mellem SF’erne og sympatisørerne vil ændre sig.
Tak for denne valgkamp, og under alle omstændigheder: Brug din stemme til valget og sæt den meget gerne personligt. Det kan alle partier kun være glade for.
Husk derudover at sætte dit kryds ved liste F eller personligt ved valget til regionen.