Ja, det er et interessant spørgsmål, hvorvidt kommunerne bør yde økonomisk støtte til anskaffelsen af prostituerede, og jeg vil meget gerne give mit syn på sagen.

Først, lad mig begynde med at slå fast, at spørgsmålet om en kriminalisering af køb af sex, i princippet ikke har noget at gøre med denne sag. Kun i min afsluttende perspektivering spiller det en rolle.

Sagen drejer sig om servicelovens § 84, som ses nedenfor:

Kapitel 15
Dækning af nødvendige merudgifter
§ 84. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.
Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f. eks merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter.
Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000 kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet beregnes med et basisbeløb på 1.500 kr. pr. måned. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned til 2.000 kr. pr. måned, når de skønnede merudgifter overstiger 21.000 kr. pr. år, svarende til 1.750 kr. pr. måned. Herefter øges basisbeløbet med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgifterne stiger henholdsvis 6.000 kr. pr. år og 500 kr. pr. måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.
Stk. 5. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler, er ikke berettigede til ydelser efter denne bestemmelse, medmindre de tillige er bevilget personlig hjælpeordning efter § 77.

Min holdning til handicappede er, at de så vidt muligt skal leve under samme normer som alle andre, samt så vidt muligt skal have al den hjælp de kan få, til at leve et ‘normalt’ liv på deres givne vilkår. Derfor fordrer jeg grundlæggende ikke en højere moral af handicappede, end af ikke-handicappede. Begges moral kan være lige skidt eller lige god.
Dette betyder, at så længe loven finder det legalt at gå til en prostitueret, skal handicappede også bare leve efter denne lov.

Dette betyder dog langtfra, at jeg vil støtte op om kommunal støtte til køb af sex efter § 84 og det skyldes følgende i prioriteret rækkefølge:

1)At få dækket sex-behov er forståeligt af stor prioritet for mange, men behovet for omsorg og kærlighed ligger i mine øjne højere. Jeg finder ikke, at lyst-tilfredsstillelse kan dækkes ind under “nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse”.

Det er den slags tankegang der bruges til at underbygge, at sex skulle være en menneskeret, og at især mænd er libido-styrede aber, der ikke kan fungere uden sex. 

Ej heller anerkender jeg, at en handicappets evt. mangel på sex, grundlæggende skyldes den nedsatte funktionsevne. Rigtignok kan det være en forstærkende faktor der gør det svært at finde partnere, men dette problem kan også findes hos: grimme, generte, stammende, udsletsramte osv. Og disse personer er der vel ingen der mener, at det offentlige skal sex-understøtte!

2) I min verden skal staten/det offentlige/ kommunernes omsorgsafdelinger vogte et ansvar for mere end fx den handicappede. Når nu flere undersøgelser viser, at størstedelen af de prostituerede har oplevet omsorgssvigt, en barndom uden konsistens og tryghed, og for fleres vedkommende, er blevet misbrugt af voksne. Og når nu vi ved at prostituerede tager livslang skade af at sælge deres krop. Da mener jeg, at det offentlige svigter, ved med højre hånd at henvise til og betale for prostituerede, mens man med den venstre prædiker socialt ansvar og, at det ville være gavnligt af mindske antallet af prostituerede.
Man kan ej heller forestille sig at plejepersonalet, stiller sig op med et spørgeskema til escort-pigen, og først sender hende ind til manden når de stoler på, at hun ikke har været misbrugt og ser ud til at være psykisk og fysisk velfungerende. Der tages altså intet ansvar for den kvinde der stiller sin krop til rådighed, og det bør ikke kendetegne det offentlige.

Jeg kan på ingen måde sætte mig fyldestgørende i en handicappets sted, og vil gerne udvise forståelse for, at de skal have hjælp til at få opfyldt så mange af deres ønsker som muligt, men det bør ikke ske på bekostning af andres sundhed. Derfor mener jeg, at man bør forsøge, at skærpe indsatsen for at få handicappede til at møde hinanden (ja, ikke-handicappede kunne for den sags skyld også få formidlet kontakt), og mulighederne for gensidigt seksualliv skal forsøges imødekommet, ved bl.a. hensigtsmæssig indretning osv. Par der har problemer med at dyrke sex, skal sågar have kyndig hjælp af ekstra-uddannet plejepersonale. For alt dette gælder det, at der skal være tale om seksuel frivillighed, og det er der ikke når penge er bevæggrunden.

Perspektivering
Det er ikke tilfældigt, at jeg primært har talt om prostituerede kvinder, da der underligt nok, som jeg skrev i mit tidligere indlæg om emnet (se nedenfor), sjældent eller aldrig ringes efter mandlige sex-sælgere.
Som jeg ser det, viser hele denne sag den dybe dobbeltmoral der er på prostitutionsområdet i DK. Den højre hånd vil ikke se hvad, den venstre gør! Løsningen er et forbud mod køb af sex, og jeg kan henvise til udtalelsens link på forsiden for en uddybning af dette. Vedtages dette gøres denne debat delvist overflødig, da der så på ingen måde vil blive gjort forskel på handicappede og ikke-handicappede. For kommuner og plejepersonale gøres situationen nemt håndterbar, da det offentlige selvfølgelig ikke medvirker til at understøtte ulovligheder.

Handicappede og købesex
Handicappede er hyppigt blevet taget som gidsel i bevarelsen af prostitution.
Problemstillingen kan synes svær – men for mig et det lige til, og bunder i at adgang til sex ikke er en menneskeret for nogle mennesker:

– Handicappede er medborgere ligesom ikke-handicappede og må leve under samme normer som alle andre.

– Langt de fleste handicappede har et aktivt sexliv uden prostitutionshjælp, andre er så svage at det er andre former for omsorg der kommer først. Det er reelt en meget lille gruppe handicappede (mænd) som argumentet hviler på (Claus Lautrup har nyligt vist at kun 8 % af de mandlige kunder ser det som eneste mulighed – og meget interessant tror 51 % af mændene uden kundeerfaring på dette som årsag). Disse adskiller sig principielt ikke fra andre som har svært ved at finde sexpartnere, og som jeg altså ikke vil ‘hjælpe’ ved at opretholde lovlig adgang til prostituerede der vil tage skade af det.

– Ydermere kan man spørge sig selv om hvorvidt købesex er at foretrække frem for ingen sex? Er det seksualitet der bibringer en noget livgivende? Og er det værd at tilfredsstille sig selv, når andre derved tager skade?

– Og underligt nok tales der næsten aldrig med bekymring om handicappede kvinders adgang til prostituerede – har de ingen sexlyst eller forventes der en højere moral eller afholdenhed af (handicappede) kvinder?