I Canada, hvor man i forvejen har erfaringer med de ubemandede tårnfalke-spionfly, mener man sagtens at kunne få dem til at virke, hvorfor man nu køber dem af det danske forsvar. Millioner er med sikkerhed gået tabt på et projekt, der i international dansk sikkerhedsoptik var ligeså uforståeligt, som at man ikke kunne holde de franske producenter ansvarlige. Prisen forbedres jo sjældent, når man forinden erklærer varen skrottet.
Man undrer sig over, at forsvaret endte med at opgive, og satte flyene til salg, inden man tog kontakt til en NATO-allieret, der kendte flyene og nok bedre kunne forstå den franske manual.
Kan det mon tænkes, at man i forsvaret vægrede sig ved at bede om hjælp hos canadierne på grund af den diplomatiske ballade om ejerskabet til en lille ø ved navn Hans?
(MetroXpress 26. juli 2006)
Skandalen med de ubemandede spionfly – tårnfalke – bygget i Frankrig og skrottet i Danmark, har nu taget en overraskende drejning. Forsvaret får nu solgt de ti fly til Canada, som selv mener at kunne få dem til at virke. Nuvel – prisen er uoplyst, men formentlig langt fra de 422 danske millioner. Alt i alt ender det som dårligt købmandsskab, og man må undre sig over at NATO-lande ikke er i stand til at hjælpe hinanden. Når nu canadierne havde succes med flyene i forvejen, kunne man jo have grebet knoglen og ringet over Atlanten. Canadierne har af gode grunde nemmere ved at læse den franske manual end de danske teknikere.
Men måske var balladen om den lille ø ved navn Hans medvirkende til, at man ikke ville tage kontakt til Canada?