Ved dette års budgetforhandlinger lykkedes det desværre ikke SF at overbevise højrefløjsflertallet (K, V, RV, LA, DF) om, at den vigtige inklusionsindsats i vores folkeskoler havde behov for en konkret saltvandsindsprøjtning på 5 millioner kroner årligt, foruden en længere række tiltag til støtte og gavn for udsatte børns skole- og fritidsliv. Finansloven rummer med sine 75 millioner over tre år  en grundforståelse for udfordringen, men det er så absolut småpenge i den sammenhæng, når Frederiksbergs andel er gjort op. 

Men vi fik i SF fik dog tidligere på året opbakning til vores forslag om at få gennemført en undersøgelse blandt kommunens folkeskolelærere, pædagoger og skoleledere om arbejdet med inklusion i folkeskolen.

Det udmøntede sig i en kvalitativ undersøgelse som ikke så overraskende fortalte en lidt mere positiv historie end den kvantitative undersøgelse som Frederiksberg Lærerforening tidligere havde gennemført blandt sine medlemmer om selvsamme inklusionsudfordring.

I udgangspunktet er det positivt, at vi på Frederiksberg er tæt på at nå det nationale måltal om 96 % inklusion i normalområdet. Men bag måltallet gemmer der sig levende børn, lærere og pædagoger, og det er en proces der er svær at gennemføre uden omkostninger. Vel at mærke samtidig med en ny folkeskolereform som skal gennemføres i skyggen af fravalget af en af SF foreslået lokal arbejdstidsaftale.

Af rapporten fremgår det at inklusion har gode chancer for at lykkes, når der foregår et tæt samarbejde mellem almen- og specialområdet ved ind- og udslusning af elever. Derudover synes systematik i samarbejdet mellem ledelse, medarbejdere og forældre samt kontinuitet i samarbejdet med ressource- og fagpersoner at være en afgørende faktor.

Desværre ikke uventet oplever flere skoler, at deres viden er begrænset i forhold til de mange forskellige problematikker som de i hverdagen møder i forbindelse med arbejdet med inklusionsindsatsen. Dette gælder blandt andet tid til sparring og vidensdeling samt for nogens vedkommende at have ressourcepersoner inde og observere og sparre på undervisningen.

Derudover er der flere anbefalinger, såsom at en fælles forståelse af inklusionsbegrebet er nødvendig, at der skal opsamles viden om hvad der virker for den enkelte elev og at denne viden skal overleveres godt i løbet af skoletiden, at lærere med såkaldte ’gråzonebørn’ skal kunne tale med kontinuerligt gennemgående ressourcepersoner om disse, åbenhed og forventningsafstemning med forældrene til de børn, der har særlige behov såvel som de øvrige forældre i en klasse i forbindelse med en inklusionsproces samt ikke mindst en åben dør til ledelsen.

Alt i alt kunne 5 millioner årligt have gjort stor nytte – for god inklusion kræver tid, kræfter og ikke mindst solid faglig vidensdeling. Her gør den fantastisk gode vilje og knokleindsats som lærere, pædagoger og ledere dagligt lægger for dagen, desværre ikke altid alene fyldest.

(Bragt lettere forkortet i Lokalavisen Frederiksberg den 20. november 2014)