Elite og bredde uden modsætning

Det var noget af et surt håndbold-opstød som eliteansvarlig og ligadametræner i FIF, Morten Østergaard, den 29. marts præsenterede for læserne af denne avis. Selvom jeg personligt kun har siddet i kommunalbestyrelsen i lidt over et år, følte jeg alligevel et øjebliks skyldfølelse over de lidet flatterende placeringer som FIF’s elitehold og Yduns dameelitehold, for nuværende tegner sig for.

Morten Østergaard påstår, at kommunen og Frederiksberg Idræts-Union (FIU) har svigtet elitehåndbolden på Frederiksberg. For at understøtte sin pointe henviser han til, hvordan andre kommuner giver det lokale elitehåndboldhold en økonomisk håndsrækning i hundredetusind-kroners klassen.

På sin vis kan jeg godt forstå, at den eliteansvarlige føler grund til at udtrykke misundelse over, at andre kommuner har valgt en noget mere liberal tilgang til begreberne ’erhvervsvirksomhed’ og ’eliteidræt’.

Godt nok fik fx Roskilde Kommune for 3 år siden Statsforvaltningen Sjællands ord for at der ikke var noget at udsætte på de samarbejdsaftaler efter eliteidrætslovens § 7, som man havde lavet med elitehåndbolden i kommunen. Ydermere har Kulturministeriet lagt en kurs, hvor kommunerne har fået rimeligt frit valg til at definere, hvad man betragter som eliteidræt. Slagelse DT (el. kommunens) storhedstid under Anja Andersen husker vi desuden alle. Men spørger man mig om al kommunal eliteidræts-støtte i form af tilskud eller lån, til enhver tid har været efter bogen, tør jeg godt påstå, at den i visse tilfælde har været til grænsen og muligvis over, i en generel gråzone.

Grundlæggende anskuer jeg ikke bredde- og eliteidræt som hinandens modsætninger, men som to størrelser i et gensidigt afhængighedsforhold, eller akademisk udtrykt, i et dialektisk forhold.

Vores samfund har brug for at begge dele fungerer på bedste vis. Eliten kan højne interessen for fysisk udfoldelse, og breddeidrætten kan sikre at de mange får mulighed for at udfolde sig, samt garantere, at sundhed og livsglæde til enhver tid tæller lidt højere end konkurrenceelementet – selvom det nu ikke er at foragte. Og derudover har mange store sportsstjerner jo fået næret deres barndoms idrætsglæde i den lille breddeorienterede forening.

I SF tager vi gerne en dialog, hvis der kommer konstruktive forslag fra eliteidrætten, men det bliver ikke på bekostning af breddeidrætten.

Under alle omstændigheder håber jeg, at elitehåndbolden på Frederiksberg genfinder gnisten efter en turbulent periode fulgt af resultatmæssig tørke og nedrykninger. For selvfølgelig vil vi alle sammen gerne glædes over tophåndbold på Frederiksberg, spillet i en hal, som øjeblikket efter indtages af to serie-4 hold.

(Bragt i Frederiksberg Bladet d. 5. april 2011)