Så oplevede vi det desværre igen på Frederiksberg – censurens grimme væsen og ytringsfriheden sat under pres. Integrationsrådet havde inviteret den dansk-irakiske kunstner Mahmoud Alibadi til at bidrage til integrationsdagen med et kunstværk. Men man havde åbenbart glemt at fortælle kunstneren, at der var tale om en ’bunden opgave’, hvor formsprog og symbolik i værket ”Danmark?” skulle godkendes før det kunne få adgang til de hellige udstillingshaller på Rådhuset. Kunstværket skulle således helst ikke være anstødeligt over for sarte frederiksbergborgere. I sig selv må dette siges, at være en mangel på tillid til borgernes egen dømmekraft.
Enhver er i sin fulde ret til at mene, at et kunstværk ikke er vellykket, men provokere må det altså gerne. Kunst må gerne gøre ondt og kradse i den pæne fernis. Kunst skal sætte tanker i gang, og på Rådhuset må det være velkomment, så længe det hører til temaet og ikke overtræder gældende lovgivning. Efterfølgende må vi overlade det til hver enkelt at bedømme om kunst(provokationen) er tankevækkende eller intetsigende.
Hvis man troede og håbede, at et integrationsråd i særdeleshed ville være de ypperste forsvarere for alle borgeres ret til at gøre brug af ytringsfriheden – ja, så er man desværre blevet slemt skuffet. Der er desværre nok ikke tale om et forsøg på elegant at fremvise, at det til enhver tid ikke er etnicitet der er afgørende, men de holdninger som mennesker bærer i sig.
Vores tanker går tilbage til for snart fire år siden, hvor Venstre og Konservative på Frederiksberg også fik hugget løs på demokratiets grundsten – ytringsfriheden. Venstre ville forhindre, at den tidligere ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste, whistleblower Frank Grevil, talte på Hovedbiblioteket, og den daværende konservative borgmester fulgte op med fremtidig arrangementscensur, og gav arrangørerne på biblioteket en helt uberettiget næse for et ellers folkeoplysende møde.
Vi er sikre på at mange borgerlige krummede tæer efter den omgang, og vi havde håbet at alle kommunalt ansatte ville sørge for, at noget så pinagtigt udemokratisk ikke skulle gentage sig.
I det mindste glæder det os, at ingen folkevalgte politikere var involveret i denne beslutning, og at den nye konservative borgmester Jørgen Glenthøj tilsyneladende har lært af sin forgængers fadæse. Hans afstandtagen til kunstudelukkelsen er klædelig, og får os til at tro på, at vi aldrig mere på Frederiksberg skal opleve nogen form for politisk censur. Vi vil dog opfordre borgmesteren til at råde bod på fadæsen, ved at tage initiativ til at kunstneren ved en fremtidig udstilling får mulighed for at fremvise sin kunst. Vi har heldigvis mange andre lejligheder som byder sig, hvor kommunen kan udvise åbenhed og demokratisk sindelag.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 25. juni 2009, skrevet med Anne-Mette Wehmüller)