Nu kan vi ikke længere tage til takke med udsagn om indkøringsvanskeligheder mm. Justitsministeren og forligskredsen (inkl. SF) må nu se hinanden og reformen dybt i øjnene. Som det kører nu skaltes og valtes der ikke blot med borgernes sikkerhed, men også med tilliden til retsstaten. Om noget får det subjektive begreb ‘retsfølelsen’ et fundament at hvile på, når borgerne står tilbage med telefonrøret i hånden, og et afslag om hjælp.
Fejl, kan og vil altid opstå, men når det sker skal det personlige ansvar altid ses i forhold til strukturerne. Og i øjeblikket betyder de ringe arbejdsvilkår, at betjentene kan føle sig presset, og så opstår der med større sandsynlighed situationer, hvor der sker fejlvurderinger.
Ligeledes er det et slag i hovedet på tilliden til retsstaten, når kriminelle nærmest har løbepas. Nu stopper forbrydelsesfesten altså.
Ydermere lader det desværre til, at politietatens top har lagt den hårdeste mundkurv ned over sine ansatte. Ytringsfriheden hos offentligt ansatte er central, og jeg giver personligt en kadot til de betjente der har smidt mundkurven og sørget for at få formidlet til offentligheden hvilke arbejdsvilkår de bydes.
Var der flere der fulgte trop ville Justitsministeren blive totalt frataget muligheden for at slå det hen som startvanskeligheder. En tilgang der for nuværende er gået hen og blevet useriøs på en sådan måde, at forligskredsen nærmest bydes at råbe op.
Ressourcerne er ikke tilstrækkelige, og hvordan der skal rådes bod på dette bør forligskredsen tage en uhyre grundig snak om. Og udmøntningen skal være handling, uagtet at Justitsministeren vil se det om en indrømmelse – men vel og mærke en af de mere nødvendige.
