Kommunen kan i øjeblikket ikke overholde pladsgarantien i børneinstitutionerne. Det er et prestigetab, som borgmester, formand for børne- og undervisningsudvalg, og forvalterne i Kulturdirektoratet vil være de første til at ærgre sig over. Men dog allermest de berørte børnefamilier, som nu skal finde alternativer midt i et travlt arbejds- og familieliv.

Uforudsete hændelser som skimmelsvamp og højere børnetal kan inddrages i forklaringen. Men er det den fulde historie? Jeg har fået aktindsigt i en række opgørelser om de kommunale dagtilbud, og af disse ses det at problemet med pladser til aldersgruppen 0-2 år ikke er af nyere dato. I 2002 oplevedes en overbelægning for denne gruppe på tilforladelige 7 pladser, men i de følgende år har overbelægningstallene været: 2003 = 11 pladser, 2004 = 87, 2005 = 96, 2006 = 64, 2007 = 51.

Sådanne tal rejser det naturlige spørgsmål om, hvorvidt det politiske flertal har udvist rettidig omhu?  

Man må undre sig over at det igennem flere år er blevet fundet acceptabelt at køre med overbelægning. Som småbørnsforælder med børn i en kommunal institution skal jeg selv være den første til at ærgre mig, når hårdtarbejdende og dygtige pædagoger får endnu flere børn at se til, mens børnenes areal for udfoldelse forbliver det samme. Resultatet bliver mere gråd, mere stress, mere medarbejdersygdom, flere vikarer, færre ture, flere syge børn, og alt i alt en ringere børnepasning.

Som SF’er syntes jeg faktisk, at man kan sætte succeskriteriet for det gode børneliv højere i en rig kommune som Frederiksberg, end blot at satse på, at presse situationen for medarbejdere og børn år efter år. Debatten om børnepasningen rummer nemlig flere aspekter end overholdelse af pasningsgarantien.

(Bragt i Frederiksberg Bladet d. 8. april 2008)