Jeg har tidligere talt for at danske OL-deltagere meget gerne måtte træde i karakter og udtrykke deres afsky overfor det totalitære og undertrykkende kinesiske styre. Samtidig har jeg opfordret regeringen til at arrangere en international konference om menneskerettigheder under OL-perioden.
(Se: Opråb til de danske OL- deltagere: Sæt fokus på menneskerettigheder
Men jeg er stadig meget kritisk over for forslag om at boykotte OL fuldstændig. De politikere der taler for dette, bør ihvertfald sandsynliggøre at et boykot vil virke efter hensigten, der som det primære må være at skubbe Kina fremad mod respekt for menneskerettigheder af enhver art, samt opgive besættelsen af Tibet.
Hvis man ikke kan argumentere for denne effekt, da synes der at være mere politisk populisme i udmeldingen end nøgtern analyse. Ihvertfald bør sporten da ikke stå som den eneste instans der skal boykotte. Da bør man i samme ombæring arbejde for et boykot på handselsområdet og på det diplomatiske niveau, før i det mindste at udvise lidt ligevægt. Dette synes der ikke at være grobund for, og da synes jeg faktisk at sporten misbruges til at kæmpe en politisk kamp som man ikke for alvor tør at tage med de normale midler.
Bortset fra det bør Kina opleve en international opinion der ikke tier – som ikke makker ret som kinesiske journalister kun tør gøre det. I den forbindelse finder jeg det franske tvs udmelding om ikke at ville sende fra OL hvis der arbejdes med forsinket signal for særdeles interessant. Her bør der holdes fast.
