Udlændingeloven gør mennesker til gidsler af økonomisk dårligdom.
I Danmark sidder Lis Anne Margrethe Bailey og savner sin mand. Det har hun nu gjort i snart 2½ år. For da hun efter godt 25 års ophold på Jamaica valgte at tage tilbage til sit hjemland, var det meningen at hendes mand gennem 33 år, Paul Bailey, skulle følge efter hende, så de sammen kunne fortsætte deres liv i Danmark. I planlægningen havde Paul og Lis dog ikke taget højde for, at den danske udlændingelovgivning ville gøre livet alt andet end morsomt for dem. Mærkeligt nok – for med titlen ’Udlændingeservice’ forledes man da i det mindste til at tro på en vis gran af sort humor i Integrationsministeriet.
Lis og Paul fik i september 2007 besked fra Udlændingeservice om, at Paul opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse. Se det er jo godt nok. Problemet for parret er blot, at Lis ifølge Udlændingelovens § 9, stk. 4 skal stille økonomisk sikkerhed for 50.000 kr. (efter 2007-regulering præcist 56.567 kr.). Kun hvis ganske særlige grunde afgørende taler imod, kan kravet om sikkerhedsstillelse fraviges. Hvis Paul havde været i stand til at fremvise en bestået afsluttende prøve i dansk, eller et bevis for aktiv deltagelse ved uddannelsens afslutning, kunne Lis efter ansøgning hos Københavns kommune have fået nedsat beløbet til det halve.
Lis har efter hjemkomsten til Danmark forsøgt, at finde den plads på arbejdsmarkedet som kunne sikre parrets genforening. Fuldtidsrengøring i lufthavnen kunne hendes helbred ikke overkomme, hvorfor hun kom i arbejdsprøvning med henblik på afklaring om flexjob. I dag har hun fået en voksen-elevkontrakt i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning. Den ringe indkomst gør opsparing uoverkommelig, og hun har allerede fået bankafslag på sikkerhedsstillelse for det nødvendige beløb. Situationen og den langvarige adskillelse fra hendes mand, har betydet, at hun i dag er meget psykisk presset. Det synes klart, at Paul i fremtiden skulle være den primære forsørger i ægteskabet. Han kan bare ikke komme til Danmark og være det.
Og i dette arbejdskraft-hungrende land kunne man sagtens bruge Paul Bailey. Det har man i hvert fald kunnet tidligere. Paul uddannede sig nemlig fra 1970 til 1974 som kok på Royal Hotel i København, hvor de kongelige ofte dinerede, og arbejdede som sådan indtil parrets udrejse til Jamaica i 1979, hvor han har arbejdet inden for faget lige siden. Uddannelsen rummede prøver i dansk, men Paul har pga. det tidlige udrejsetidspunkt ikke godkendte danskprøvepapirer. Han behersker dog dansk i både skrift og tale, og parret har talt dansk indbyrdes gennem alle årene. Arbejdsmarkedet vil gerne have Paul, og allerede i 2006 skaffede Lis en bekræftelse fra vikarbureauet Man2Man på, at man med meget stor sandsynlighed kunne gøre brug af Pauls kompetencer i enten vikariater eller fast arbejde.
Paul har fra Udlændingeservice fået afslag på opholdstilladelse fordi Lis ikke har kunnet stille den økonomiske sikkerhed. I svaret læser man at: ”der ikke til sagen er oplyst om manglende mulighed for pågældende, der er dansk statsborger, til på ny at indrejse og tage ophold på Jamaica sammen med sin ægtefælle, eller om alvorlige helbredsmæssige problemer, der vil bevirke, at det er humanitært uforsvarligt at henvise Lis Anne Margrethe Bailey til at tage ophold på Jamaica.” Den danske stat har talt – og beskeden er klar: Vi har ikke brug for jer – så tag tilbage til Jamaica, hvis du vil leve med din mand.
Hele historien om Lis og Paul Baileys besvær med at vende tilbage til Danmark, fortæller om et rigidt system uden sans for de nuancer som kan være så afgørende når det drejer sig om mennesker med forskellige livshistorier. Samtidig synes lovgivningen at understøtte social og økonomisk ulighed. For det kræver både økonomiske og menneskelige ressourcer, at gebærde sig i den danske udlændingelovgivning. Vi skyder både vores arbejdsmarked og vores statsborgere i foden med den umenneskelige lovgivning, og man græmmes. Her bliver vi alle sammen til tabere – hvor vi kunne være vindere.
(Jyllands-Posten 28. februar 2008)