En af dagens større nyheder er, at omfanget af den olie som det er muligt at pumpe op fra Nordsøen, er større end eksperter tidligere har anslået. Med en øget indvindingsgrad får staten naturligvis flere milliarder i statskassen. Men den helt store vinder i dette spil er A.P. Møller-Mærsk.
For den nuværende aftale med A.P. Møller-Mærsk A/S og Mærsk Olie og Gas AS, frem til 2012 (med A.P. Møller-bevilling til at indvinde olie og gas i Nordsøen frem til 2042) sikrer ikke den danske stat det udbytte af sine ressourcer som man burde kunne forvente.
Det er tvivlsomt om der er nogen medier der umiddelbart lægger den vinkel på sagen – at kritikere nu ender med at få fuldkommen ret i at aftalen fra 29. sep. 2003 med A.P. Møller-Mærsk ikke i tilstrækkelig grad sikrede de danske ressourcer. Det undrer ikke, hvis oliemagnaten formentlig sad inde med et mere præcist billede af forhandlingsgrundlaget, end firmaet – Staten DK.
Set i forhold til fx Norge og Holland er den danske stats udbytte af sine olieressourcer fortsat lave.
For en fremragende analyse af hele sagen om olieaftalen fra 2003, kan jeg henvise til følgende tema-redegørelse: A.P. Møller og olien i Nordsøen
Børsen som bragte nyheden skal man ikke forvente noget fra – her skrives der blot at “A.P. Møller-Mærsk og den danske stat står til at skovle milliarder af kr. mere ind end hidtil antaget.” – Det er altså en sandhed med ukritisk blindhed overfor det der reelt er et generationstyveri af danske ressourcer.
Og den triste hage ved nyheden om at Danmark vil “være selvforsynende med olie helt frem til 2036”, er at regeringen da får endnu en anledning til at fortsætte sin udsultning af den vedvarende energi.
Den tidligere så stolte vindmøllenation, er under den nuværende regering gået i selvsving.
For 3 år siden sagde regeringen ja til 2 nye havmølleparker, mere vind på land med (100 – 150 møller) – mod at omkring 900 gamle og mindre effektive møller blev taget ned – og så mere biogas. Det er der indtil videre kommet under 10 vindmøller ud af og 1 biogasanlæg.
Hvordan vil du spinne dig ud den Connie Hedegaard?
SF arbejder for, at min. 45 % af energi-forsyningen skal komme fra vedvarende energi i 2025. Som et grønt parti ønsker vi at fremtidssikre, og ikke bare stå med hovedet i olietønden.